Jeg ved jeg nød storemusen mens hun var lille - jeg var i en god mødregruppe, gik til tumlastik, og svømning, hyggede hjemme og nød at have tid sammen med hende! Storemusen er ved at blive stor og bliver mere og mere selvstændig - selvfølgelig har hun stadig stort behov for os, men hun får flere og flere oplevelser sammen m veninderne, hun udvikler sig mentalt i kæmpe skridt og vokser - og sådan skal det jo også være! Hun er begyndt at have pligter og tjener lidt lommepenge - så hun sparer op - til (endnu) en barbie.
Men jeg kommer af og til i tvivl om jeg nød tiller og tuller 'nok' mens de var babyer. Jeg tror det - men ved det ikke med sikkerhed... det kommer jeg tilbage til lige om lidt... samtidig kommer jeg i tvivl om vores beslutning om 'ikke flere børn til os' er ved at gå op for mig sådan rigtigt. Og jeg derfor bliver hjemsøgt af tanker om 'jamen hvis vi fik en til, kunne jeg jo bare tage revanche og nyde det hele én gang til'. For vi har igen mere overskud, nyder børnene og hinanden. Der er tid til at gøre ting selv, sammen, og arbejdet fylder også en del for os begge. Så på den måde er der jo også overskud til et barn mere - men vi får ikke flere, for tre er nok. Jeg vil ikke tilbage til bleer, grødsjask, og sådnan noget... men jeg gad da godt at ha sådan en hel lille orm igen... Men det får jeg ikke. For (heldigvis) er manden og jeg enige om, at vi ikke skal have flere, og at beslutningen om 'ikke flere børn til os' er den helt rigtige - for tænk hvis: 1) der gik noget galt under fødslen, ell. graviditeten og vi fik et handicappet barn - og det er ikke fordi der er noget galt med et handicap, MEN det ville jo have nogle enorme konsekvenser for vores familie og/eller 2) tænk der var to babyer igen - så var vi pludselig en familie på 7. Og hverken det ene eller det andet har hverken manden eller jeg lyst til...
Nå men mens tiller og tuller var små - snusede jeg til dem, sad med dem når jeg havde ammet, holdt deres små hænder i mine, nuldrede jeg deres fødder, kyssede og krammede, svømmede med dem, gik ture, havde en skøn mødregruppe, kiggede på dem snuste lidt mere osv. Men det, der også står klart i min hukommelse er hvor meget arbejde der var i to spædbørn - det sammen med at mit overskud i en periode efter honeymoon hormonerne havde forladt kroppen efter de første otte uger er noget jeg husker tydeligt...(*) Og det gør mig ked af det. Jeg havde aldrig tudedage efter fødslen, men de kommer sådan snigende - af og til. De (altså tårerne) kommer når jeg sidder (eller sad) med de to trutter når de skal (og ikke kan) sove og jeg luller dem i søvn, eller de har haft en ond drøm, som de vågnede af - det er her tanken om 'har jeg nydt mine børn nok mens de var spæde kommer snigende. En anden tanke strejfer mig om 'ting jeg ikke gjorde' er at jeg ikke har båret dem nok i vikle og slynge - det gjorde jeg meget med Storemusen. Men jeg gør det så nu - og pigerne elsker at sidde i Manducaen helt tæt, med sut og sutteklud og bare være sammen med mig. Jeg har siddet og kigget på den og bliver fyldt med en enorm stor kærlighed og kan tude over det (og kan det stadig). Så mine tudedage kom (er kommet) drypvis - i ordets bogstaveligste forstand. Men nogen gange tænker jeg også - at min opfattelse af det 'benhårde arbejde' skyldes at jeg ikke har tudet sjælen ud på dag tre eller fire da jeg var indlagt på Hvidovre. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det. Men en ting ved jeg - at jeg skal nyde mine børn, og den tætte kontakt vi har nu, for det er nu den er der. Det er nu de kommer og giver mig deres betingelsesløse kærlighed, og det er dét jeg skal nyde, og være i - her og nu - for det varer ikke evigt. Kærlighed er foranderlig, og det er lige nu den er betingelsesløs...
(*) her tænker jeg så - er det fordi man [læs jeg] har en tendens til at huske de dårlige ting bedre end de gode?!
Nå men mens tiller og tuller var små - snusede jeg til dem, sad med dem når jeg havde ammet, holdt deres små hænder i mine, nuldrede jeg deres fødder, kyssede og krammede, svømmede med dem, gik ture, havde en skøn mødregruppe, kiggede på dem snuste lidt mere osv. Men det, der også står klart i min hukommelse er hvor meget arbejde der var i to spædbørn - det sammen med at mit overskud i en periode efter honeymoon hormonerne havde forladt kroppen efter de første otte uger er noget jeg husker tydeligt...(*) Og det gør mig ked af det. Jeg havde aldrig tudedage efter fødslen, men de kommer sådan snigende - af og til. De (altså tårerne) kommer når jeg sidder (eller sad) med de to trutter når de skal (og ikke kan) sove og jeg luller dem i søvn, eller de har haft en ond drøm, som de vågnede af - det er her tanken om 'har jeg nydt mine børn nok mens de var spæde kommer snigende. En anden tanke strejfer mig om 'ting jeg ikke gjorde' er at jeg ikke har båret dem nok i vikle og slynge - det gjorde jeg meget med Storemusen. Men jeg gør det så nu - og pigerne elsker at sidde i Manducaen helt tæt, med sut og sutteklud og bare være sammen med mig. Jeg har siddet og kigget på den og bliver fyldt med en enorm stor kærlighed og kan tude over det (og kan det stadig). Så mine tudedage kom (er kommet) drypvis - i ordets bogstaveligste forstand. Men nogen gange tænker jeg også - at min opfattelse af det 'benhårde arbejde' skyldes at jeg ikke har tudet sjælen ud på dag tre eller fire da jeg var indlagt på Hvidovre. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det. Men en ting ved jeg - at jeg skal nyde mine børn, og den tætte kontakt vi har nu, for det er nu den er der. Det er nu de kommer og giver mig deres betingelsesløse kærlighed, og det er dét jeg skal nyde, og være i - her og nu - for det varer ikke evigt. Kærlighed er foranderlig, og det er lige nu den er betingelsesløs...
(*) her tænker jeg så - er det fordi man [læs jeg] har en tendens til at huske de dårlige ting bedre end de gode?!
Du lyder helt lige som det også lyder inde i mit hoved :-) Jeg har tænkt og tænkt og tænkt (og tudet og tudet) over, hvorvidt jeg nu har husket at nyde Varanen nok. Og fået helt ondt i maven over de gange, jeg kan huske, at jeg har været irriteret/fraværende/andet, hvis han havde behov for mig, fordi jeg var så træt. "For det var jo så kort tid, han var så lille, så kunne jeg da ikke have nydt det i stedet?!"
SvarSletOg sådan kan man så fortsætte med at slå sig selv i hovedet igen og igen. Eller man kan forsøge at stoppe tankestrømmen. Jeg havde en vældig tudetur for nylig (og han fylder altså snart to, ham Varanen!), men det var som om, det rensede ud. Nu husker jeg ikke kun alt det dårlige længere (selv om det ved grød er nemmere at huske end det gode), og jeg er overbevist om, at jeg har gjort mit allerbedste som mor for at være der og nyde nok.
Jeg vil altid have et vemod siddende i mig ud fra den betragtning, at jeg ikke har kunnet give Varanen præcis den samme start i livet som Øglen, eftersom hun var den første, og det kun var hende, verden roterede om, da hun var spæd. Men til gengæld har Varanen fået så meget andet. En kærlig og hengiven søster, for eksempel. Og forældre, der var en del mere sikre på sig selv (i hvert fald udadtil ;-)), end ved nummer 1 :-)
Gode tanker herfra!
Tusind tak for dit ærlige svar og dine tanker! Det satte ting rigtig meget i perspektiv for mig, og satte en del på plads - tak igem!
Sletog jeg forsøger lige nu at arbejde med det at nyde de her dejlige tre trutter også når de er umuligus grandissimo (det er min egen rummelighed jeg udfordrer her....) det er ikke altid lige let - men man må have små udfordringer i hverdagen ;)