Lidt om raseri men mest om taknemmelighed

Igår faldt jeg over et gammelt indlæg - her - og jeg kom egentlig til at tænke på hvor nemme, og dejlige vores piger er blevet - det har de jo egentlig altid været, men heldigvis er der blevet meget længere mellem konflikter jeg beskrev i indlægget.

Det gør mig glad men egentlig mest taknemmelig. 

Taknemmelig over at vi også klarede de udfordringer som synes så utrolig uoverskuelige da vi (læs jeg) stod i dem. Men også fordi konflikter som dem i indlægget kan virke så massive når man har to lige gamle børn - for når den ene lige er igennem "at karte rundt på gulvet og flitsbue sig rundt" - så er sandsynligheden for at den anden starterret stor...

Jeg læste indlægget igår aftes efter en eftermiddag som bare havde været så utrolig hyggelig og god - hvor der var tid til at snakke og høre om dagen. Hvor der var tid til at sidde og være nærværende med børnene, hvor de kunne gøre hvad de havde lyst og behov for: For tiller og tullers vedkommende var det at lade legesagerne kaste op over hele stuegulvet, og lege med dukker og legekøkkenet. For Storemusens vedkommende var det at ligge i vores seng under dynerne og hygge med ipad og spil i en lille times tid. For tillers vedkommende var det desuden at skovle mad ind - for hun var sulten. Så hun fik en for-skudt aftensmad kl. 17. Den sidste mad (efter de fire hele rundtenommer rugbrød hun allerede havde indhaleret) spiste hun sammen med os andre da vi fik lækre lassange rester fra i søndags.   

Sådanne eftermiddage gør mig utrolig taknemmelig for at jeg er mor til lige netop mine tre piger. Det gør mig taknemmelig for at jeg har eftermiddage som den igår, hvor alt bare synes at gå op i en højere enhed. Det er eftermiddage som disse der giver mening i et mor- og familieperspektiv. For de gør godt, de gør glade og gør en taknemmelig :) og det er virkelig en god følelse :)