Lidt om seks år som blogger...

Og det skete i disse dage for ca seks år siden at jeg startede min lille blog i bloville - mit lille vindue ind til min verden her fra hvor jeg sidder.

Jeg vidste slet ikke hvor jeg ville hen med bloggis (og spørgsmålet er så om jeg ved det nu...) men hvorom alting er, så sidder jeg her stadig, og skriver om store og små tanker og hverdagen som den ser ud fra en 41 årig kvindes perspektiv med tre børn og en mand on the side.

I starten var der masser af fortællinger om hverdagen med poderne, om det at gå i vuggestue, i børnehave, om at slutte med børnehaven og starte i skole, om at flytte skole, om at starte i en ny børnehave, om at starte i skole, om at gå i hver sin eller samme klasse, om at være utilfreds med folkeskolen, og om at skifte skole, igen og endnu engang.

Så kom der fortællingerne om ikke at kunne få enderne til at nå, om at glemme, og om stressen der kom snigende. Jeg skrev da det så allermørkest ud, og skrev om min egen vej ud af stressens klamme hånd, om at være bange om at blive syg igen, om at gå ned i tid og op i tid igen, og om at føle sig på den helt rigtige side af den klamme stress afgrund.

Jeg skrev og skriver om arbejdslivet, om at pendle, om at skifte arbejde og at skrive en ph.d. færdig, om at undervise, tage på eksursioner og på konferencer - og om projektledelse.

Og så kom fortællingerne om alt mit strik, om børnestrik, om sokkestrik og om egostrik. Og om løberiet, og svømmeriet og om at være nænsom og dyrke yoga.

Og så er der alle de andre indlæg, som handler om (endnu) flere ting mellem himmel og jord...

Det er blevet til næsten 900 indlæg, og jeg er (med undtagelse af for-sommeren i år, hvor jeg jo måske som bekendt stiftede bekendtskab med den vilde centrifuge) stadig glad for at lukke jer ind i mit lille univers her i blogville.

Lidt om at tage på konference...

Sidste uge af august er netop skudt igang og det har været en uge jeg har set frem til i lang tid, siden jeg faktisk fik godkendt mine abstracts til en konference i Bordeaux. For Bordeaux i slutningen af august er faktisk rigtig godt. Altså rigtig, rigtig godt.

At ugen så er kommet meget tidligere end jeg egentlig har været klar til (noget med at være en uge bagefter kalenderen og sådan noget, og en præsentation der slet ikke er i nærheden af at være helt på plads endnu... ) - er så en anden side af sagen. Men nu har jeg været i Bordeaux i 1½ døgn, og det tegner godt....

Fordi

Solen skinner, og her er varmt. Derfor har jeg udelukkende pakket sommertøj. Og sidder i skrivende stund i shorts og sommer-singlet på altanen. Og nyder livet (ehrm og arbejdet)

Jeg har hørt det første af forhåbentlig en lang række kanon foredrag som forhåbentlig inspirerer og får mig til at tænke over nye perspektiver i mit eget arbejdsliv.

Jeg skal være sammen med mine gode kollegaer som jeg sidste år tog til Umeå sammen med. Søde S som er min skønne rejsemakker, A. og B. som også er de bedste at være sammen med. Vi kan snakke fagligt og privat. En kombi jeg virkelig synes er skæppe skøn.

Derudover skal jeg også møde gamle bekendte - snakke projektmuligheder og støve samarbejdsmuligheder af.

Jeg er næsten klar til det hele - næsten fordi min præsentation ikke er helt færdig endnu. Det bliver den sådan ca. i dag (aften) eller i løbet af i morgen... for torsdag morgen skal jeg præsentere.

Lidt om det med svøm i openwater...

I går svømmede jeg endnu engang ude i æ hav. Og det er fantastisk - faktisk intet mindre. Jeg er - efter to gange - blevet bidt af en gal Svømmedragt og nyder det i fulde drag. 

Nyder at man er i naturen og ikke i hallen. Ok skulle lige vænne mig til ikke at panikke over den nukleare (ok stavekontrol... hmmm) kæmpe krabbe jeg så på bunden af fjorden 🦀🦀🦀At vandet smager af salt og ligge helt dernede i vandoverfladen skue ud over vandet. Tage sigte og så ellers bare svømme derudaf. Lade tanker være tanker og bare være mig selv! 

Nyder den rytme kroppen kommer i og den fokus der er på at tage svømmetag tælle tag og kigge op og sigte igen. Det er skønt og jeg kommer i en fuldstændig meditativ tilstand. For man kan ikke andet end at være tilstede. #nuernu  

Nyder at det kan gøres på en times tid. Som fx i går. Hvor jeg havde en lorte eftermiddag. Tanker der for rundt i mit sind. Jeps. Centrifugen kaldte. Men jeg kunne heldigvis slutte tidligt på arbejde. Sætte mig i bilen svinge inden om hjem og hente dragt, låne naboens bøje og smutte ned til fjorden... 

så med dragten i bilen bilen til vandet... kroppen i dragten... og vupti kan jeg svømme en halv times tid eller lidt til. Ligesom i går. Hvor jeg fik ryddet op i tanker og sind fordi jeg svømmede  - inden jeg hentede børn... Det er ukompliceret og let tilgængeligt og kræver ikke alverden:

- Kun en bøje (så jeg kan ses når jeg svømmer rundt der i vandoverfladen) - købte en i pink!. 

- En dragt (købt brugt på facebook)

- badedragt, svømmebriller og badehætte som jeg jo havde i forvejen. 

Lidt om det med at vælge kødet fra...

Jeg har i godt og vel tre måneder ikke spist kød. Det pippede jeg op om forleden - egentlig mest af alt for at holde mig selv fast i det kødfrie hjørne nu hverdagen stod og raslede med sablen. 

Og hvordan går det så i en familie på fem hvor en af os ikke spiser kød mere? Jamen det går sådan set meget fint. Ingen lider nogen nød ;) og alle går mætte fra bords. 

Hen over sommeren har vi grillet meget. Der spiser børnene og manden jo bare deres elskede pølser. Til mig har vi grillet squash m ost, eller tomater eller andre grøntsager. Når vi griller burgers tager jeg noget fisk i stedet (oftest røget ørred msc certificeret - det med msc går vi ret meget op i in da House...). Så er den i vinkel. 

Aftensmaden har ellers bestået meget af salat for mig vedkommende. Med bønner. Eller kikærter. Der plejer jeg at lægge en halv pose i blød ad gangen og koge dem. Og fryse dem i små portioner. Alternativt fryser jeg dem u kogt. Så kan jeg lave falafler af dem. Og falafler spiser alle. 

Når der ellers er rester spiser vi væltet køleskab uden kød - og på dage som i dag spiste pigerne og manden spaghetti kødsovs (Storemusen spurgte om det var med rigtigt kød - for vi har også lavet det med sån noget soja halløj og det smagte ret anderledes - noget man liiiige skal vende sig til.) jeg lavede en skøn omelet af de samme grøntsager som der var i kødsovsen (tog bare lidt fra til mig) og så var der mad til alle. 

Ellers er der altid hummus, bønnepate eller andet kødfrit og fiske agtigt i køleren til de dage hvor vi bare spiser rugbrød til aftensmad. På den måde er der mad til alle og altid et kædfrit alternativ som jeg kan spise. 

Lidt om at slutte fred med der hvor vi bor...

For to år siden hev vi teltpløkkene op fra den idylleriske forstad, og flyttede lidt længer vestover til byen ved sundet. Vi fandt huset vi forelskede os i, købte det og har siden hen oplevet lidt af hvert med og i huset.

Der var vandskaden fra helvede - der var haven, jeg hyggede mig i - der var skolen der ikke virkede for Storemusen - der var børnehaven for Tiller og Tuller som virkelig var skøn - der var en masse bøvl med at finde ud af om Tiller og Tuller skulle gå i samme klasse eller hver for sig - der er de skønneste naboer og den dejligste villavej - der æ haw - der er de fjollede mennesker i centeret - og der er så meget mere.

Jeg har haft virkelig svært ved at falde til her i byen. Sådan rigtig svært faktisk. Jeg har savnet den idylleriske forstad - men ikke vidst det rigtigt før nogen sagde til mig - du er fejlcastet til byen ved sundet. Du passer meget bedre ind i den idylleriske forstad. Der faldt ti-øren. For ja, det var lige det med at passe ind som trykkede... og som skabte en masse støj på linjen i forhold til at falde til, sådan rigtigt ihvertfald.

Jeg snakkede med manden om det - for det her er jo potentielt ret alvorligt, ikke at trives i den by man nu engang bor i. Vi talte om det længe, meget længe vendte det drejede det. Og jeg tænkte mere over det - og begyndte at tænke, det er faktisk ok at have den er følelse af ikke at passe ind. Og dermed møde følelsen med accept. Sådan er det lige nu - Og med et - med denne rummelighed fik jeg opløst følelsen af ikke at passe ind, de dårlige tanker om byen, om stedet, om skolen, om alt det der heller ikke fungerede for mig. Og hvis de kommer igen (for det gør de af og til...) så møder jeg dem med venlighed. Og hvis jeg nu skriver Namaste - så ved I hvor jeg er blevet inspireret af både rummelighed, venligheden og accepten, nemlig alle timerne på yogamåtten ;)

Lidt om min svømning...

Der er sket noget stort i mit liv. Altså set i det perspektiv at jeg for fire-fem år siden synes 100 m var ualmindeligt langt st svømme. Det var jo fire baner. 500 m var 20 baner. Noget der virkede meget uoverskueligt og derfor kun blev praktiseret yderst sjældent. 

Men ryggen værkede og blev ved med at mugge rundt. Så jeg tilmeldte mig et svømmehold for voksne. Mest af alt fordi min Fys hele tiden og igen og igen sagde. Har du overvejet svømning. Det ville være så godt for din ryg. Det er sørme svært at blive ved med at sige nej til det. Når nu fys’en siger det ville være godt. 

Så gik jeg fra ik at kunne svømme ordentlig crawl til at det faktisk gik ok. Så gik der et par år og faldt af på det igen. Tilmeldte mig påny men måtte droppe det pga ualmindelig åndssvage arbejdstider. Det var dengang jeg pendlede over Storebælt. Fra den idylleriske forstad. Så har jeg svømmet on and OFF de sidste tre år men er nu - fordi ryggen stadig værker begyndt at svømme mere. Og mere. Og nu er jeg faktisk blevet ret god til det sys jeg selv. Men inden jeg får alt for høje tanker om min egen svømme formåen har jeg tilmeldt mig voksen crawl endnu engang. På fortsætter holdet. For st pudse teknikken af og blive bedre. Og hurtigere. 

Men det er ikke det eneste. For i den her uge købte jeg en Svømmedragt til open water. Det har været længe undervejs. Jeg har taget tilløb i lang tid. For hvad med alt det tang og det man ikke kan se i vandet. Men nu skal det være. Så i morgen skal jeg svømme i æ haw. Med en god kollega der er en open water rotte. Han er garvet svømmer så jeg er i gode hænder. Så nu kan det gå løs. Også i havet. Eller i søen ved arbejde. Det blir fedt. Jeg glæder mig og er klar. Meget. Til både æ haw og svømning i efteråret. På hold. 

Lidt om skoleskift... svære men rigtige valg.

Nu har vi byttet folkeskolen med en privatskole for Storemusens vedkommende. Folkeskolen der ellers er rummelig og fin - men som ikke kunne skabe rammerne for de mere stille piger dem der er dygtige som jo nok klarer sig men som egentlig ikke er voldsomt meget i trivsel. 

Sådan var det med Storemusen og hendes klasse. Utallige vikarer. Lærerskift. Flere vikarer. Vikarer for vikaren alt sammen ting der egentlig fungerede fint for Storemusen. Men dem det ikke fungerede for var tre elever der hang i gardinerne. De skabte uro af dimensioner. Var voldelige og med deres opførsel ikke bidrog til et trygt læringsmiljø. Der blev sat ind fra skolen. I sneglefart. 

Det er ikke en gang løgn. Det har taget et helt skoleår at komme frem til en nogenlunde handlingsplan og flere krisemøder blandt forældre og skoleledelse. 

Hen over foråret var Storemusens  manglende trivsel skåret ud i pap med neonbogstaver og meget meget tydeligt. Derfor skrev vi hende op til to privatskoler en her i byen og en længere væk. Den længere væk fik hun plads på i maj. I juni fik hun tilbudt en plads på den lokale privatskole. Og vi valgte sammen med Storemusen at flytte hende til den lokale privatskole her i byen. Her kan hun snart cykle i skole. Hun skal ikke med skolebus (50 min hver vej) og hun har en nu veninde der bor på vejen. 

Skoleskiftene er alle gået fabelagtigt godt. Hun er i trivsel. Smiler griner og pjatter igen. Noget vi har savnet. Meget. Hun har fået lysten til at lære tilbage. I dag har vi lært om lysets hastighed mor. Og vi var til svømning. Vi gik derhen med ottende klasserne... og sådan fortsætter det når hun kommer hjem. I morgen vil hun tidligere i morgen sfo. Det er så hyggeligt der, mor.  

Det har ikke været et nemt valg. For egentlig mener jeg jo folkeskolen er det rigtige eller bedste valg. Hvis der ellers er rammer for trivsel og der bliver sat ind på det gode forældre-samarbejde. Det gjorde der ikke i Storemusens klasse. Ledelsen er ualmindelig sløv. Heldigvis er Tiller og Tuller havnet i en fin klasse. De er heller ikke skrevet op på Storemusens skole. Men ser vi at det udvikler sig skævt tøver vi næppe så længe som hos Storemusen men tager konsekvensen meget hurtigere end den her gang. Og skriver dem op til en plads på privatskolen. Det er en skam det er blevet sådan. At folkeskolen ikke altid/længere er det mest oplagte valg....men når man ser på hvordan der skæres ned i budgetter år efter år er det måske ikke så underligt?!?