For to år siden hev vi teltpløkkene op fra den idylleriske forstad, og flyttede lidt længer vestover til byen ved sundet. Vi fandt huset vi forelskede os i, købte det og har siden hen oplevet lidt af hvert med og i huset.
Der var vandskaden fra helvede - der var haven, jeg hyggede mig i - der var skolen der ikke virkede for Storemusen - der var børnehaven for Tiller og Tuller som virkelig var skøn - der var en masse bøvl med at finde ud af om Tiller og Tuller skulle gå i samme klasse eller hver for sig - der er de skønneste naboer og den dejligste villavej - der æ haw - der er de fjollede mennesker i centeret - og der er så meget mere.
Jeg har haft virkelig svært ved at falde til her i byen. Sådan rigtig svært faktisk. Jeg har savnet den idylleriske forstad - men ikke vidst det rigtigt før nogen sagde til mig - du er fejlcastet til byen ved sundet. Du passer meget bedre ind i den idylleriske forstad. Der faldt ti-øren. For ja, det var lige det med at passe ind som trykkede... og som skabte en masse støj på linjen i forhold til at falde til, sådan rigtigt ihvertfald.
Jeg snakkede med manden om det - for det her er jo potentielt ret alvorligt, ikke at trives i den by man nu engang bor i. Vi talte om det længe, meget længe vendte det drejede det. Og jeg tænkte mere over det - og begyndte at tænke, det er faktisk ok at have den er følelse af ikke at passe ind. Og dermed møde følelsen med accept. Sådan er det lige nu - Og med et - med denne rummelighed fik jeg opløst følelsen af ikke at passe ind, de dårlige tanker om byen, om stedet, om skolen, om alt det der heller ikke fungerede for mig. Og hvis de kommer igen (for det gør de af og til...) så møder jeg dem med venlighed. Og hvis jeg nu skriver Namaste - så ved I hvor jeg er blevet inspireret af både rummelighed, venligheden og accepten, nemlig alle timerne på yogamåtten ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar