tirsdag den 31. maj 2016

Maj fik pludselig ben at gå på...

Whopsy Daisy - så gik der lige 1½ uger uden nogen som helst indlæg. Min bette blog pause skyldes primært at der kom "ting" i vejen... og der pludselig var rift om min tid fra flere forskellige sider...

Thunderdome - se lige den blå himmel...
Ting som fx...
Naturmøde
# En weekend med absolut godt vejr så vi brugte tiden ude (ehrrmm,... det var så næsten 14 dage siden - ja, tiden flyver...)
# Lange dage på arbejde
# Min helt egen fødselsdag (vigtigt)
# En tur til byen ved sundet for at besøge Storemusens nye skole (den halve fridag var virkelig godt givet ud)
# En uge med en bette smuttur til Hirtshals til verdens første folkemøde om Natur: #naturmødet
# En weekend med en masse udflugter til Vææææstsjælland for at købe ny-brugt-bil og byen ved sundet for at se hus indvendigt.
# en uge der allerede er næsten gået halvvejs og en kalender fyldt med gode ting.



Det her stjerneskud fik englene til at synge! Og øllen, ommenom si'r jeg bare!!
 Jeg vil lige fortælle kort om Naturmødet i Hirtshals som jeg var så heldig at bruge to dage på i sidste uge. Indledningsvis siger jeg lige igen - jeg har altså virkelig et godt arbejde, som giver os ansatte mulighed for at tage ud i verden (Ok, i den her sammenhæng "bare" Hirtshals, men ikke desto mindre...også "væk fra det almindelige kontor") Hvorom alting er - Hirtshals viste sig fra sin allerbedste side - høj solskin, dejlig mad, gode hotdogs, lækre stjerneskud, gode øl -  whats not to like?! At jeg så samtidig også får løn for at holde oplæg, drible rundt i byen, snakke med nye og gamle bekendskaber gør hele "setuppet" kun bedre... Jeg er sikker på at jeg kommer tilbage med mine fire yndlingsmennesker - for de skal da også se og smage på Hirtshals!

Det her var der også tid til!!

Selvom jeg ikke altid orker det der at tage ud og væk fra familien, er det dejligt at have 2 dages "fritid" fra mor-rollen og bare være mig selv. At gøre det jeg lige har lyst til og behov for, sætter jeg stor pris på - uanset om jeg er "på tur med arbejde" eller "bare har en fri-eftermiddag hvor jeg går til yoga" pointen er at jeg dér kan være mig selv uden at skulle tænke over at jeg også skal tage hensyn til andres jo også vigtige behov. Det handler om at være en anden end mor - eller noget mere end mor, i aktiviterer som jeg får engergi af. Men det handler også om at manden min giver mig "lov" til at tage ud i verden og gøre de her ting der er så vigtige for mig. Det gør mig glad, taknemmelig og fyldt med kærlighed til min skønne mand.

Glædelig tirsdag derude!

Hotdog Hirtshals-style. Sindsygt lækkert!!



torsdag den 19. maj 2016

En første gang for alting... (II)

I morgen, ing, der skal jeg ikke hente børn. Det er der sådan set ikke noget nyt i - for hjemme hos os deler vi jo hente bringe tjansen forholdsvis ligeligt. Men manden, skal heller ikke hente børn. For alle tre - som i - a l l e - t r e - på en gang - har legeaftaler - for aller første gang!!

Så lige pludselig har jeg en heeel eftermiddag hvor jeg ikke er bundet op af at hente nogen. Og så på en fredag - hvor ting i forvejen kan være lige lovlig pressede. Se, det er en luksus som jeg liiiige skal forholde mig til. For hvad skal jeg mon stille op med en fri eftermiddag hvor jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til. Det er et #firstworldproblem jeg ved det. Ikke desto mindre er det jo ret reelt i mit hovede ihvertfald. 

Muligheder for sådan en fredag eftermiddag som jeg indtil videre har listet op i mit hovede er... 
- arbejde lidt længere (droppede jeg ret hurtigt igen - det er der ik så meget hygge over selvom jeg har gode kollegaer)  
- træne: svømme eller løbe 
- sidde i solen med strikketøj og kaffe (helder jeg mest til lige nu) 
- drikke øl m kollegas kunne os' være hyggeligt, men skal jo for pokker køre hjem. 
(Manden har hyggehalløj på arbejde for ellers havde en klar og sikker vinder været: bruge eftermiddag sammen i sol m kaf', is eller øl...) 

Måske det kan bli en kombi - svøm - efterfulgt af strik?! 

Jeg tror jeg lader lysten og dagsformen bestemme i morgen. Nu vil jeg glæde mig over at jeg er på vej hjem til verdens dejligste mand (som jeg by the Way har været kærester med i 11 år her i maj...) med lidt chokolade stiks i posen som vi skal smovse på sofaen her lidt senere. 

God torsdag aften derude :) 






onsdag den 18. maj 2016

Noget om "burde"...

Den dag "burde" helt og aldeles dør i mit hovede bliver en festdag ;) men jeg arbejder på det, ikke hver dag - men når det giver mening.... Arbejder på at tage stilling i stedet for at tænke"åhhhh... jeg burde også gøre det ene og det andet" - og slå mig oven i hovedet med det jeg burde gøre, men ikke gør af mange forskellige grunde, og have dårlig samvittighed over det - eller gøre noget, fordi jeg jo burde, men så kun gøre det halvhjertet - for det er noget jeg bør gøre og dermed ikke har lysten til at gøre det... Forvirret?! Det kan jeg egentlig godt forstå ;)

Det går efterhånden bedre med at slippe burde. Her lige nogle eksempler af "burde" for dem af jer det ikke kender fænomenet burde #luckyyou!!

# jeg burde også bage boller inden ... indsæt.selv.forskellige.anledninger. fx... fødselsdag, morgenboller, hyggeboller osv.
 - nej jeg burde faktisk ikke, købeboller og også gode.

# jeg burde også bage kage til fødselsdagen...
- nej hvis jeg ikke har tid, så er det også fint enten at bestille kage ved bageren eller købe en kage som alternativ. Hjemmebag er ikke altid bedst, ihvertfald ikke hvis det presser bageren (læs mor) til det urimelige...

# jeg burde ikke træne inden jeg henter børn, så kan jeg hente tidligere...(findes også i varianten - jeg burde træne inden jeg henter børn...)
- nej, det er faktisk ok, at prioritere sig selv inden man henter børn, for jeg er helt 100 på at børnene trives i insti, og de tager ikke skade af at være der en halv time mere, hvis bare de får en overskudsramt mor hjem i stedet for en der er lidt knotten fordi hun ikke liiiige fik trænet idag...

# jeg burde også bare liiiiige ordne det ene og det andet inden jeg gør noget der er godt for mig selv...
- nogen gange er det også ret meget bedre bare at gøre noget der er rart for en selv med det samme og dermed øve sig i at lade ting ligge (manden sys nogen gange, at jeg er for god til at lade ting ligge...)

Derudover findes der mange andre forskellige anvendelsesmuligheder af burde #findselvpåflere

Billedet er lånt hos Christina Abildgaard - her.


Da jeg for godt to år siden blev syg med stress tvang det mig til at slippe burde, og det har jeg fortsat arbejdet på lige siden. Jeg har tidligere kaldt det "nye jeg".

Nye jeg (som efterhånden bare er blevet til "jeg") fordi jeg har lært en masse af processen oplad dig selv - blandt andet at tænke bedre om mig selv men også om at holde pauser (eller øve mig i det, som her).

Men af og til er det godt at stoppe op og se på sagerne igen - og finde ud af hvad der egentlig giver energi i hverdagen, og for at minde mig om at burde stadig er død og begravet, sådan da, ihvertfald... så jeg ikke igen forvandler mig i et stress-ramt-mor-monster: Ind med ting jeg gør, og som gør godt at gøre for mig. Som fx.

En løbetur alene fordi jeg har lyst
Strik på sofaen, uden flimmerkasse men bare med musik og manden i sofaen ved min side
En tur i skoven med børnene
At være sammen med børnene i weekenden på legepladsen eller andre skønne steder uden for :)
Ro
En kop kaffe i stilhed
En god bog (læseanbefaling anyone?)

Hvad gør du af lyst? Og hvor lader du op? Og husker du at gøre det? God onsdag derude :)





torsdag den 12. maj 2016

#pendlerliv men kun til låns

Idag var jeg igen en tur i provinsen - ligesom i gamle dage. For at gøre det "næsten helt rigtigt" tog jeg afsted før hønsene står op ;) Og fordi DSB i disse dage er voldsom udfordret med at få deres tog til at køre hen over noget sporarbejde på Fyn valgte jeg den luksus at køre med gamle gode kollega T her fra København og helt til gammelt arbejde. En tur der mindede mig om hvor taknemmelig jeg i bund og grund er for at have skiftet arbejde.

Taknemmelig for
at de tidlige morgener med vækkeur der ringede kl. 04.30 er en saga blot
at jeg ikke længere skal køre to timer (eller rettere 2½ time) for at komme på arbejde
at jeg stort set selv bestemmer hvornår (og hvor) jeg møder med mit nye arbejde.
at jeg ikke længere er så enormt afhængig af at togene kører!

Det betyder ikke at jeg ikke virkelig holdt af mit arbejde på Fyn. Jeg var vild med det. Elskede turene med de studerende. Nød enkelte overnatninger på skolen, havde kollegaer som jeg virkelig holdt af. og sådan noget... men når det så er sagt, så har jeg det meget nemmere som i m e g e t nemmere på nyt arbejde, hvor logistikken virkelig er ti tusinde gange nemmere. Alene det er jo noget jeg gang på gang, og særligt efter dage hvor jeg har pendlerlivet til låns - sætter umådelig meget pris på - og er taknemmelig over!

Inden mødet/ interview til projekt idag mødtes jeg med god gammel kollega B. for at drikke kaffe, mindes gamle dage, og snakke phd. arbejde. Grine. Snakke. Meget. og længe! Det (og de gode snakke i bilen med søde kollega T) er noget jeg savner allermest ved gammelt arbejde . Alle de andre gode ting fra gammelt arbejde har jeg også i den ene eller anden grad på nyt arbejde #heldigemig - jeg har gode kollegaer, der ser sjove, som man kan grine sammen med, som man kan snakke sammen med og alt det der. Når jeg så på dage som i dag lige har pendlerlivet til låns, hvor jeg lige kan snuse til det - mødes med gamle kollegaer - og komme hjem og i morgen have en hel almindelig ikke tidlig 04.30 morgen - så bliver jeg virkelig taknemmelig :)






onsdag den 11. maj 2016

To gange fem-års-vaccine - tjek!

I dag var vi atter engang ved lægen for at få den sidste vaccine i hus. Den her gang valgte vi en anden model mht. lægebesøg og vaccinationer. I stedet for at rationalisere og lave en dobbelt aftale til begge trunter på samme tid (så begge bliver undersøgt på en gang - og lyttet på - først den ene og bagefter den anden) - så valgte jeg den her gang at booke to forskellige tider til hhv. Tiller og Tuller. Og det var godt!! Det giver nemlig masser af alene-tid med en twin som jeg holder så uendelig meget af!

Først var det Tullers tur. Hun var ved lægen, blev målt 112 cm skønherlighed og vejet 21,7 kg dejlig pige - hun skulle vise hun kunne hoppe på et ben, først det ene, så det andet - balancere på en streg- klippe med en saks, skrive sit navn, kaste og gribe en bold og så til sidst jo også stikkes. Men glemsomme mor havde glemt at købe trylleplaster (EMLA) og stikket blev derfor udsat til idag. Hvor vi havde forberedt det sarte ben til stik med trylleplaster.

Tiller var til lægen i sidste uge, hvor hun skulle gennem samme mølle. Hun er ligeså høj som sin søster, og vejer dog lidt mindre, jeg tror et halvt kg. Eller sådan noget. Passende til lejligheden havde jeg denne gang husket EMLA, og Tillers lille ben var klar til stikket. Det var hun så bare overhovedet ikke - som i o v e r h o v e d e t ikke. Om det skyldes hendes indlæggelse for 2 år siden ved jeg ikke, men hun reagerede ihvertfald ret voldsomt på at skulle (og blive) stukket - stakkels lille myr. Hun var helt og aldeles opløst!! Men stukket blev hun altså, og beroliget igen - fik masser af læge ting med hjem, to ænder som står i mega høj kurs hjemme hos os... Godt der er maaaange år til den næste vaccine!

Idag havde vi så atter en lægeaftale - med Tuller - for lige at få den 5-års-vaccine i hus. Det kom den - Tuller tog den i stiv arm. Med den lille "krølle" at turnuslægen, der havde været med til at holde Tiller undrede sig ret meget over, at jeg kom med en tro kopi af søster (hun vidste ik, at Tuller er tvilling). Hun var ret imponeret, at nogen kan ligne hinanden så meget ... men uanset lighed eller ej, så blev stikket klaret - og gaven? Det blev to små ænder, ligesom Tiller :)

tirsdag den 10. maj 2016

Legepladspatruljen på tur

... eller at vende sine piger til store skift...

I lørdags var legpladspatrjulen på tur til byen ved sundet hvor vi jo som bekendt har købt hus. Vi får nøglerne den 1/6 og har i den forbindelse jo skulle tage stilling til skole og børnehaver i området. For selvom vi har været mega heldige med insti'erne her i den idylleriske forstad - er der for langt til at køre mellem byen ved sundet og idyllerisk forstad og lade børnene gå hvor de nu går. Samtidig giver det overhovedet ikke mening, at vi skal bruge tid på landevejen - som vi jo istedet kunne bruge fx i haven, eller på stranden eller bare sammen. Så skift af insti'er skal der til.

Da vi boede i storbyen var det med pladser i børnehaver jo et kæmpe pulsespil, og pladsanvisningen var ikke til at snakke med - o v e r h o v e d e t. Så flyttede vi til den idylleriske forstad, hvor vi oplevede at pladsanvisningen var til at snakke med, sådan lidt ihvertfald. Men i forhold til pladsanvisningen i byen ved sundet, er der alligevel en positiv verden til forskel. Her lige nogle eksempler:

- som tilflytter får man som udgangspunkt sine ønsker opfyldt
- pladsanvisningen ændrer da lige på opskrivningen for mig, mens vi snakker sammen "for det kan jeg lige så godt gøre, det er jo nemmere - jeg er jo inde i systemet" og ca. fjorten dage efter opskrivning får vi tilbudt plads i ønskeinsti.

Så efter at have brugt en halv dag på at køre rundt til børnehaver og mærke stederne (det gjorde vi inden opskrivningen, må jeg hellere lige skrive for en god ordens skyld) er vi ikke i tvivl om at vi med valget af børnehaven - igen - nok er ret heldige. For det første ligger den perfekt i forhold til skolen. Så vi kan faktisk parkere et sted og samle op to forskellige steder (smart, og tidsbesparende)... og for det andet, så virker stedet som et rigtig godt sted, som minder meget om det vi har nu i den idylleriske forstad.

Så børner kunne vi sætte et stort "hak" ved...Tiller og tullers pladser i ønskeinsti er "i hus" pr. 1/7... og idag har vi så også sat hak ved skolen - Storemusen er indskrevet og starter før sommerferien i sin nye klasse.

Spændende synes jeg. I lørdags, da legepladspatruljen var på tur, legede vi først på børnehavens legeplads og bagefter smuttede vi lige forbi skolen. Og her fandt vi så ud af at man ikke skal dømme fra det ydre (skolen bliver pt. moderniseret og ombygget - og ligner noget der er løgn) men istedet se på de indre forhold ;)  - altså det der er moderniseret er både lyst og åbent - som vi også blev bekræftet i idag da vi var til møde med skolen... lyst, åbent, innovativt, kreativt og en masse andre ting, som jeg er sikker på vi bliver glade for!

Så ved at tage på legepladstur, se ind ad vinduer - være nysgærrig og snakke om alt det nye (og ikke mindst spise en kæmpe is i lokalområdet) forsøger vi på bedste vis at gøre pigerne klar til det skift der kommer lige om lidt :)

mandag den 9. maj 2016

En stor ting for 5-årige piger

... er at cykle til børneren, alene på sin egen cykel. Og lige det skete idag! Idag passede logistikken, idag havde vi overskuddet, idag havde vi øvet så meget (ligesom med Storemusen i sin tid) at vi igår aftalte med Tiller og Tuller "at i morgen, må i cykle i børneren, på jeres egne cykler" - sådan helt rigtigt... for de havde cyklet turen (og mange, mange andre ture - til svømmehallen, til Rema... osv.) før

Så i morges forsvandt morgentrætheden som dug for den skønne varme sol - da de kom i tanker om, at de jo netop idag skulle cykle i børneren for allerførste gang på egne cykler. Så i en vis fart fik vi:

- spist müslimorgenmad med skyr, bananer, jordbærjogurt og havregryn
- smurt alle ind i et gedigent lag solcreme
- børstet tænder osv.
- fået tøj på og
- pakket tasker i løbet af meget, meget lidt tid :)

for så at gøre klar til at cykle afsted. Når man er alene om at cykle med tre børn, så har vi lært af erfaring at vi kan aftale os ud af rigtig mange konflikter ved at have klare rammer helt fra start af... og det er aftaler om:
- cykelrækkefølgen (hvem cykler forest, hvem i midten og hvem bagerst ved mor)
- hvilken vej vi cykler - her er Storemusen en stor hjælp forrest, for hun kender vejen og er en habil cyklist, for hun er cyklet siden hun var knap 5 også til og fra børneren...
- cykelrækkefølgen på hjemvejen hvem der cykler forrest når vi cykler hjem fra børneren.
- og - at vi ikke snakker sammen, men at vi koncentrerer os om at cykle :)

Det gik super - så i eftermiddag, henter jeg sikkert to stolte, trætte børn, der glæder sig til at cykle hjem igen, samtidig har vi idag taget et stort skridt op ad selvstændighedsstigen - og det er (også) en stor ting for os forældre...

lørdag den 7. maj 2016

Købt! På beløbet, tak - nu som husejer

I marts sluttede den årelange jagt på det helt rigtige hus*. Vi fandt det i byen ved sundet - i et dejligt lukket parcelhuskvarter - for enden af en stikvej - med den helt rigtige indretning (altså grundplan forstås):

tre børneværelser.
to badeværelser.
stort køkkenalrum.
dejligt soveværelse.
skøn stue (med blyindfattede ruder).
kælder.
gildesal (!!!)
stor have - med frugttræer (!!!)
dobbelt garage, med værksted

med andre ord - masser af p l a d s og l u f t 

Når huset så oven i købet er velholdt - og har den for os helt rigtige pris, størrelse og beliggenhed (ca. 2 km til strand, for eksempel...), så var vi ikke så meget i tvivl. Vi havde fundet det helt rigtige hus for vores lille/store familie! Så vi købte det - til prisen med overtagelse her lige om lidt. Så gæt lige hvem der glæder sig - mega monster meget! Det gør vi alle fem!!

Så de sidste måneder er gået med at finde ny børnehave (er fundet, og plads er "på plads" til de to trutter) - i næste uge skal vi ud og besøge den nye skole - det bliver sikkert også fint omend klasse og skole er helt i top her i den idylleriske forstad - og svært at forestille sig der findes noget mindst lige så godt andre steder...

Vi glæder os helt vildt meget - til at få mere plads (vi udvider fra 100 til 150 kvm og så regner vi ik kælderen på 90 kvm med) - til at få en have - med frugttræer - og masser af blomster - og lille fiskedam - og så meget mere.

Pigerne glæder sig til egne værelser - til nye venner (på den ene side, men på den anden side, er de også ret triste over at skulle forlade hhv. skøn børner jeg håber bare der er søde nye voksne, mor og ny klasse jeg tror jeg finder nye gode veninder, ligesom F). Forældrene glæder sig til have, garage, stort køkken, gildesal - eller egentlig bare: vi er glade! Og så er det nu os' rart, at der endelig kunne bindes en sløjfe på boligjagten :)

Så der kommer sikkert masser af indlæg om istandsættelse, haveliv, hus-liv, naboer (de er i en liga for sig på den gode måde) og i det hele taget om livet i byen ved sundet :)



* Vi har altså ikke ledt som i ledt-ledt i 2 år! Da jeg skrev indlægget, kiggede vi ret intenst på Vestsjælland - da jeg jo i sin tid arbejdede i provinsen, og jeg pendlede afsindig langt. Så blev jeg headhuntet til stedet i skoven her ned ad vejen. Hvor jeg liiiige skulle fastansættes inden at vi igen turde at kigge på hus. Jo, vi kiggede da lidt for sjov (nu ikke længere på Vestsjælland men i skønne Nordsjælland - først i byen ved slottet, så på landet ved lokalbanen, så på landet helt uden noget som helst, så i byen ved sundet, så lidt rundt omkring indtil... vi fandt huset ved i byen ved sundet).

fredag den 6. maj 2016

Lange solskinsweekender

Endelig kom sommeren eller det virkelig varme dejlige forår til den idylleriske forstad. Passende til den lange weekend - helt uden planer, altså andet end planer om at slappe af og gøre hvad vi har lyst til, og se på legepladser!

Så Kristi Himmelfart torsdag blev brugt til at lege i solen, i sandkassen i haven, med vand, sand og sol. Vi er ved at vænne os til at pigerne nærmest altid bruger den første fridag (uanset om det er weekend eller alm fridag i hverdagen) på at skændes. BIG time!!! For sørensen hvor er det bare t r æ l s. De skændes om alt hvad man kan komme til at være uenige om - her lige nogle eksempler: Hvem der skal have fødderne hvor på sofaen, hvem der skal sidde hvor på sofaen, hvem der skal lege med det (næsten eneste) stykke legetøj vi kun har et af..., hvem der skal have den ene eller anden ting og.så.videre. Opslidende - ja, træls - ja, og alle mulige andre ting... Så igår var legekonstellationen primært - skille alle børn ad - og lad dem lege hver for sig. Til nød sammen to og to, og helst ikke twins sammen.

Idag er manden på job. Han nyder roen og ikke blive afbrudt af kollegaer der liiiige skal det ene eller det andet. Så jeg er selv med pigerne. Vi har lige et par ting på programmet:
- lege i sol
- tage ud og handle
- købe div. småting bl.a. en belønning for et styk vaccine.
- spise is.

Ellers skal vi ikke noget. Tuller hjalp Storemusen med at bygge noget LEGO friends der var slået helt i stykker - og i forlængelse af drillerier der står i kø - valgte Tiller så at skille halvdelen af det ny-byggede LEGO ad igen, bare fordi... Det er så der jeg bliver en anelse træt...

Jeg ville egentlig have været inde i byen og se vagtskfite hos dronningen, men da jeg kom i tanker om det, var klokken allerede så mange at vi ikke kunne nå det i ordentlig tid. Og da linie A for tiden enten kører "A for aldrig" eller "A for af og til" så blir vi i den idylleriske forstad idag.

Så nu leger de alle fire (Storemusen har besøg af en veninde fra klassen der bor lige lidt længere ned ad flisegangen) faktisk ret godt. Og jeg - ja, jeg vil lave en kop kaffe, og sætte mig i solen med lidt strikketøj. 


søndag den 1. maj 2016

I maj glæder jeg mig til...

Endelig blev det maj - maj er en af mine absolutte yndlingsmåneder, det er der hvor foråret for alvor indfinder sig - solen varmer mere og mere, og er man heldig er der også tid til at lufte de mega blege stænger, i det små, forstås. Men maj er også den sidste fødselsdags måned på matriklen - endelig er det min tur til at blive fejret af mine fire yndlingsmennesker. Maj er forårsgrønne skove, krisp-grønne træer - lyden og duften af sol og sommer og ferien rykker et godt stykke nærmere når vi nærmer os slutning af måneden.

Så i maj vil jeg...
# strikke en skøn cardigan til storemusen - jeg tænker på denne.
# strikke flere karklude - i mønsterstrik på pinde tre, overskueligt og hyggeligt med småt strik på pindene.
# nyde årets to sidste lange weekender (altså helligdagsweekender that is)
# tage til Naturmødet i Hjørring og snakke om min forskning sammen med en god samarbejdspartner og mange gode kollegaer
# nyde solen og lyset alt det jeg kan...
# løbe ca en gang om ugen, og fortsat svømme hver uge
# dyrke morgenyoga og i det hele taget dyrke min glæde ved yoga
# mærke glæden i kroppen over de små ting
# pakke sammen og smide ud (mere herom i andet indlæg)
# slappe af ;)

Hvordan gik min april så - eller skulle jeg måske hellere skrive marts - for april blev da piv-kold, blæsende, grå, og ikke helt forårsagtig... Eller så var april bare som april'er plejer at være - lunefuld og omskiftelig! Men også travl - for mit vedkommende...

April er jo fødselsdagsmåned - så selvfølgelig fik vi holdt den dejligste fødselsdag for vores to skønne trutter. De var glade, havde en dejlig, dejlig, dag - og alt blev som man kunne ønske sig når man er en skøn fem-årig.  Jeg nåede vidst at strikke et par runder i solen, i Bededagsferien. Med tyk jakke, hue og stort halstørklæde, men jeg trængte bare til at sidde ude og nyde frisk luft med strikketøj i hænderne. Jeg fik strikket Krittewitt's Valdetrøje færdig - så nu har vi to. Og to tøser der cykler rundt i magen til trøjer, men i forskellige farvekombier - nuttethedsfaktor * 100 - så sødt! Jeg fik også startet høstjakken, men den er lige parkeret for en stund. Den kræver lidt koncentration - og det kan jeg ikke lige nu. Strikkeriet som jeg kaster mig over skal være let, ukompliceret og lige ud ad landevejen. Jeg har fundet en cardigan jeg vil strikke til Storemusen, men mangler garn (og det skal jeg liiiige ha' købt snart - for der er en der venter ret så utålmodig). Jeg fik både svømmet en del, og løbet lidt mindre - og jeg nyder turerne i svømmeren - jeg er blevet ret meget hurtigere på kort tid - men der er basis for endu flere baner - jeg nyder at svømme ;) noget andet jeg har nydt i den helt store stil er min hjemme-yoga praksis. Jeg prøvede et medlemsskab hos yogavivo.dk - og det er sørme dejligt. Så jeg tænker det er kommet for at blive - jeg forsøger ihvertfald at holde fast i en virkelig dejlig start på dagen, når jeg dyrker yoga inden børnene vågner, og af og til om aftenen også :)

Hvad glæder du dig til i maj?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...