Lidt om novemberglæde...

Det blæser og bladene ryger af træerne sådan for alvor nu. Det er en skøn årstid. Jeg er glad - duften, vinden, bladene der hvirvler rundt er lige hvad jeg trænger til. Jeg kan godt lide efterår, det er som om det kommer senere i år end det plejer. Det er ikke rigtig koldt - og der sidder mange blade på træerne endnu..

Den manglende arbejdsglæde jeg skrev om den anden dag er heldigvis kommet tilbage - jeg har virkelig haft mere end almindelig svært ved at motivere mig selv på jobsi... Heldigvis - er den vendt tilbage efter flere uger (Nok omkring en måned faktisk, hvor jeg for alvor overvejede mit arbejdsliv og i det hele taget hvad jeg vil og ikke vil arbejdsmæssigt) er jeg tilbage i vatter. - det trængte jeg virkelig til - fra ikke at gide mit arbejdsliv til nu igen at være glad når jeg vender næsen hjemad er skønt. Ugideligheden er igen forsvundet, og jeg har gang i gode arbejdsopgaver lige nu.

I morgen er det fredag - min undervisningsdag - og løbedag med min gode kollega M. Vi skal løbe i skoven, ordne verdenssituationen og få nogle kilometer i benene. Herligt.

Hvad weekenden byder på ved jeg ikke, sikkert noget godt - ude-agtigt, for vognen bliver lidt trang når vi er fem om at dele den ;)

 

Lidt om broer og udfordringer...

Jeg er vild med broer - særligt lange broer har altid imponeret mig, både det visuelle ved dem - synes der findes virkelig mange virkelig pæne broer. Hvis jeg skal være ærlig kunne jeg godt bli sådan en der rejser ud i verden og ser på broer...


Storebæltsbroen har en særlig plads i mit hjerte. Jeg har engang været på Sprogø og stå inden under broen. Ligesom jeg også har stået ved siden af og under broen lige ved Isbådsmuseet der hvor broen går i land ved Nyborg...Jeg har holdt i kø på lavbroen, og stået ud af bilen og set ned på vandet... Og næste år - der skal jeg sørme løbe over Storebælt - det blir så godt!!

Om det skyldes de utallige ture til provinsen for 2½ års tid siden - da jeg krydsede Storebælt mellem 3-5 gange om ugen - ved jeg ikke. Men jeg kan ihvertfald se på min IG profil der er utrolig mange billeder fra togvinduet med Storebælt i solskin - i solopgang - i solnedgang - i blæst - i ... find selv på flere. Gerne krydret med en kaffekop og lidt forberedelse "on the side". Bloggen har også holdt for - med både billeder og tanker om turene over bæltet. Det var tider - som jeg på mange måder er utrolig glad for er forbi, og en saga blot. Jeg vil ikke på nogen måde tilbage til det med den lange transporttid nogen sinde... Det har jeg skrevet lidt om her: #pendlerlivmenkuntillåns

Den anden dag delte jeg min begejstring for broen (igen særligt Storebæltsbroen) med mine gode kollegaer. Begejstringen ville ingen ende tage (ok, nok lidt overdrevet...) for de kunne ikke helt følge mit brændende ønske om at stå midt på Storebæltsbroen - på toppen so to speak og kigge ud over vandet. Jeg har tit haft utrolig stor lyst til at stoppe bilen stige ud og bare stå på broen og mærke den. Men lige præcis det - altså at stå midt på Storebæltsbroen og tage billeder ud over - og ned - skal jeg i september 2017. Langtidsplanlægning - I think so much - men hvor om alting er har jeg tilmeldt mig broløbet fra Nyborg til Korsør næste år.21,1 km løb hen over Storebælt. Det blir så godt. (altså hvis det ikke lige var for det netop her ved de sidste par ture naturligvis efter jeg har tilmeldt mig er ved at gå op for mig h v o r meget det egentlig går opad. Og i h v o r lang tid (eller hvor længe - afstand it is) det går opad. Det er sørme længe.... Men til gengæld får jeg lov til at stå på midten af broen og se udsigten, se ned (hvis jeg da tør) og bare stå!!

Jeg glæder mig - og selvom tiden den dag ikke betyder noget (for jeg skal jo stå på toppen af broen og tage billeder) skal det stadig være en god oplevelse (for benene) - så er jeg begyndt at træne - bakkeløb især.

Ps. Jeg har også løbet over Øresund. Det er meget lang tid siden... Men husker det som en ret fin tur :)

Lidt om hverdagens glæder...

Her til morgen læste jeg et fint indlæg over hos Malin - og jeg blev så inspireret af det at jeg tænker - en hverdags-glæde-liste er lige på sin plads idag - en skøn solskins oktober dag. Hendes afsæt var hverdagsluksus - mit afsæt bliver hverdagsglæde. Hverdagsglæde eller glæde i det hele taget sidder i maven hos mig - mærker jeg den, smiler jeg, og får en følelse af lethed i sindet og især i maven.

For mig er glæden og glæderne ved hverdagen rigtig vigtige, men det hænder, at jeg glemmer dem - eller at de fortrænges i baggrunden af et fortravlet hverdagsliv, hvor fokus er mere "hvor er jeg på vej hen" altså fremtiden - og "ting jeg har oplevet" - altså fortiden. Derfor var Malins indlæg virkelig en lille reminder om at nyde nuet, at være her og nu. Mine hverdagsglæder handler om her og nu ting - . Om tanker, begivenheder eller andet som spreder glæde i nuet (hvor vi jo sjovt nok er...) - det handler (også) om at give sig tid til at stoppe op og mærke glæden, at sætte tempoet ned og bare være med det der er.

Ting der giver glæde i hverdagen for mig  er...

en dejlig kop stempelkaffe som jeg kan drikke i stilhed, eller ihvertfald med ro, hvor der er tid til at nyde kaffen. Hvis der så er et stykke mørkt chokolade (allerhelst med orangesmag fra Irma) så er jeg i den syvende himmel.

En morgen, hvor jeg i fin stil får vækket alle piger og bliver mødt med et smil, og en natvarm-børnekrammer.

Strikke i solen på terrassen - eller strikke i sofaen mens det regner og rusker uden for.

Flow oplevelsen i yoga eller en meditaiton hvor jeg virkelig får slået tankerne fra

En svømmetur hvor alt bare spiller - der er styr på ben, vejrtrækning og arme.

At grine sammen med manden.

At sidde i sofaen op ad manden og se en god film.



Jeg vil tillade mig at spille Malins bold videre (igen i en lidt modificeret udgave - fra luksus til glæde, jf. oven for) - og spørge - hvad gør dig glad i hverdagen?

Ha en skøn - glad - oktobertirsdag derude!

Naturmeditation og retreat

Jeg er en heldig kartoffel - jeg har sagt det før - det var i arbejdssammenhæng. Men også privat er jeg heldig synes jeg. Jeg er godt gift - har en dejlig mand - der er forstående og giver mig mig-tid, og mulighed for at prøve ting af, som jeg af og til føler jeg har behov for.

Sådan noget skete også i lørdags. Altså at jeg fik "lov" til at have mig-tid, og endda en hel dag. For jeg havde tilmeldt mig et meditationsretreat. I naturen. En hel dag fyldt med vekslende meditationer - stående, liggende, siddende, gående, op ad træer, på en bænk, ved siden af en bæk, med åbne øjne, med lukkede øjne - og mest af alt i s t i l h e d. Næsten en hel dag kun med instruktørens tale....

Det var

spændende

udfordrende

dejligt

og vakte følelser af

dyb taknemmelighed

og kærlighed

og forundring

og ro

og uro

og nysgerrighed 

men mest af alt

kærlighed og taknemmelighed

Stedet var en terapihave, hvor vi skulle møde om bålet - vi kunne låne voksen flyverdragter, og fik forklaret "reglerne" for dagen - igen snak, stilhed, og langsomme bevægelser, øjenkontakt var heller ikke nødvendig hvis man ikke ønskede det -Vi fik lov til at hente al det udstyr vi skulle bruge - skind, yogapuder, kæmpe tykke soveposer, liggeunderlag tæpper - for at kunne holde varmen.

Og så gik vi ellers igang med at meditere. og meditere. og meditere. og mærke os selv. mærke kroppen, være venlige overfor de ting vi mødte i kroppen, være nænsomme ved vores tanker, når de dukkede op - og bare være sammen med os selv. Det var overvældende. og jeg blev så dybt taknemmelig over jeg har en mand der gør det her muligt - at jeg kan udvikle min meditationspraksis, at jeg kan prøve en hel dag i stilhed, en dag hvor jeg har absolut mig-tid. Det var vidunderligt! Virkelig vidunderligt! Og udfordrende, på den gode måde - så udfordrende at jeg på et tidspunkt faktisk fik nok af "lukkede øjne" og med stor succes lærte at meditere med åbne øjne. Tænk, at bruge en hel dag væk fra familien og kun sammen med sig selv. Og møde sig selv med nænsomhed, kælighed og omsorg. Det var en uforglemmelig dag - der gjorde en verden til forskel for mig :)

Men mindfulness kræver ikke en forstående mand - det kan også foregå med små børn eller når man drikker kaffe ;)

Og så lige til sidst - hvis du vil vide mere om min praksis - skriv endelig spørgsmål eller andet her neden for, så kan det blive til et indlæg eller to :)

Punkt 1 på min martsliste...

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele at første punkt på min martsliste er vinget af - at finde min hue er fuldført. ENDELIG har jeg fået min hue tilbage... Men, men men - det var ikke mig der fandt huen. Det var Tuller. Den var rutsjet ned mellem forsæderne og armlænet mellem sæderne i bilen. Hun fandt den i mandags, da jeg var hjemme med Tiller.

Så da jeg havde en slags status-hvordan-går-det-med-sygebarnet-hjemme-snak med manden mandag i løbet af arbejdsdagen fortalte han at Tuller havde fundet huen og at Storemusen har huen i sin lomme. Jeg havde egentlig besluttet at ringe til Skoletandplejen, for det var der jeg kunne huske jeg havde haft min hue sidst - da jeg var til tandlæge med Storemusen - men det var jo så heldigvis ikke nødvendigt mere. Men intentionen om at ringe blev så den historie jeg endte med at fortælle Tuller og Storemusen den eftermiddag på "jeg henter børn runden".

Samtalen forløb ca sådan her.
mig. ej ved i hvad, jeg ringede til skoletandplejen, for at spørge om de havde min hue liggende i deres glemme kasse. Og.det.havde.de.ikke. Så nu er huen væk.

Tuller og Storemusen lyser op i kæmpe smil, og Tuller stormer ud til gaderoben for at komme tilbage med min hue i hånden. Med et stort smil siger hun jeg har fundet den mor. I bilen. på din side (ikke den med rattet. red), lige ved siden af den kasse som er mellem sæderne. Storemusen blander sig, og fortæller videre, jeg har haft den i min lomme idag. Og jeg har snuset til den flere gange idag. Den dufter så dejlig af mor.

Så endelig er jeg genforenet med min skønne hue igen. Takke være super-finderne :)  

Togføreren i mit eget liv...

Jeg bliver nødt til at bruge lidt mere krudt på det her koncept 32 timer - for det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv (og for vores familie) ever!!

Jeg har fået kontrollen i mit liv tilbage - - jeg sidder ved rattet og er atter togfører i stedet for "bare" at være passager i mig eget liv. Jeg har overskud - er glad - tilfreds - rolig - en bedre mor - en bedre kone - og så meget, meget mere - at jeg er så taknemmelig for at manden i sin tid sendte mig ud på den gåtur med ét spørgsmål som han ville have svar på når jeg kom hjem igen.

Manden min :)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt som jeg har det nu!!

For som bekendt har jeg siden 1.12. været på 32 timer - og det er lykken. Selvom det har nogle (økonomiske) konsekvenser for vores familie - så kan den slags lykke ikke gøres op i penge. Jeg er bare taknemmelig for at vi har muligheden for (læs råd til)  at jeg kan gå på 32 timer, og ikke føle et økonomisk afsavn. Vi kan godtnok ikke købe helt det hus vi egentlig havde haft råd til hvis jeg var på fuld tid - men hvad er et hus hvis man konstant føler man halter bagefter og egentlig ikke føler man har kontrol med livet?! Jeg bliver ihvertfald ikke en gladere husejer hvis huset ligger i en større by i Nordsjælland - sammenlignet med et hus i mere landlige omgivelser. Det ved jeg nu.

Men tilgængæld ved jeg også at jeg er en meget bedre mor - jeg er faktisk den mor jeg gerne vil være. Jeg er den hustru jeg gerne vil være - jeg finder igen glæde ved hjemmebag, hyggelige eftermiddage og alt det der - som giver mig overskud. Det giver mulighed for faktisk at mærke mig selv bedre - fx den taknemmelighed jeg føler hver eneste dag, og alt det - sammenlagt - gør jeg igen er togføreren i mit eget liv!

Første skoledag

Storemusen havde sin første skoledag i mandags her i den idylleriske forstad - det var en rigtig god dag - omend dagen efter første skoledag - altså den første rigtige skoledag vakte endnu mere glæde og sommerfugle i maven. Og dagen efter (igår that is) også var en god dag!

Hun er så glad!! 

Sikke en forløsning - endelig er hun en skolepige der går i nulte b. Og som hun sagde igår så er det her rigtige skole meget bedre end før skole SFO. Så her på tredje dagen kan vi sige - succes! (Jep, jeg tror på det bliver godt - også selv om hun i morges havde en mindre nedsmeltning om at det hele var træls (idag har hun en lang dag der slutter kl. 14.30) og at hun meget hellere ville blive hjemme og se fjernsyn og slappe af). Hun holder af sin lærer og sin klasse. Hun får spist sin madpakke, drukket sin skolemælk og der virker som om der er nogle rigtig gode rammer for børnene i vores skole. Men hold fast nogle lange dage - skole til halv tre - tre ud af fem dage... De andre to er der skole til halv to. Det er hård kost for en nystartet skolepige. Så hun er træt med træt på, men virkelig, virkelig glad. Så jeg tror det er meget godt vi har trukket stikket og meldt afbud til at besøge min lillebror og hans familie den her weekend. For det blir en for hård weekend - for fætrene, de står tidligt op. Som i rætti' rætti' tidligt, som i før kl. 6.  Og når man er træt, så holder tidlige morgener slet ikke. (det gør det heller ikke for os forældre kan jeg lige afsløre, men sådan er det jo når man er på besøg).

Så idag har vi sendt en træt bette tøs afsted. Heldigvis er det fredag i morgen (lig med kort dag, og mere sfo-tid), og så er det weekend. Dejligt for os alle tror jeg. Men status efter de første dage er - her går det godt. Hun nyder sit nye liv. Og vi er ved at vænne os til at vi nu kan kalde os forældre til et skolebarn - heldigvis er der to år til de næste to starter i skole. Så er man stadig lidt "småbørns forældre". Og de to - de er faktisk startet med at cykle hjem fra børneren på skift - men det skriver jeg lige om i et andet indlæg.

God torsdag derude.

Den voksne arhem de' jo mig!!

For to dage siden efterlyste jeg en voksen der kunne hjælpe mig videre med min afhandling. Jeg orkede ikke mere.

Jeg måtte erkende. Der kommer ingen voksen. Det er mig. Der e r den voksne ;)  

Nu sidder jeg her med et virkelig næsten færdigt resultat og kniber mig selv i armen og tænker. Jeg er fandeme den sejeste i hele verden. 

Jeg startede med at skrive afhandlingen den 1. Maj 2007. Otte år, tre børn, et bryllup og sammenlagt ca fire års fravær (pga barsel og jobskifte mm) afleverer jeg min afhandling på mandag den 20. April 2015. 

Jeg har netop læst min vejleders beskrivelse af min process. Og jeg er rørt til tårer. Jeg er stolt af mig selv. Glad. Og endnu mere glad. 

Jeg nyder følelsen og forsøger at rumme det. Det tager nok nogle dage. Keg nyder følelsen. Og tænker - ja jeg gjorde det!! 

Tanker om at afslutte en afhandling

Jeg er tæt på nu - i morgen - sætter jeg det allersidste punktum i min afhandling. Bevares - der er sikkert nogle ting der skal rette og skrives igennem når jeg læser den igennem fra ende til anden - og når jeg får kommentarer fra vejleder og kollegaer. Det er også helt fint. Så det sidste punktum er måske en lille bitte overdrivelse.  Men det skrivearbejde som jeg har gjort det i - de sidste to måneder for at skrive omslaget som binder mine fire artikler sammen - der udgør afhandlingen er færdig. 

Jeg er virkelig stolt af mig selv. Jeg skal knibe mig selv i armen over at det virkelig er sandt. Jeg har drukket rom for at fatte at jeg næsten er færdig. Jeg havde jo nærmest afskrevet afhandlingen for et år siden - lagt den på hylden so to speak og nu når jeg det alligevel. Et år efter mit forår fra helvede. Sådan! Det er så uvirkeligt og så fedt på samme tid. Med jævne mellemrum får jeg lyst til at skrige af begejstring - ja jeg gjorde det fandeme. 

Jeg kommer lige så stille og roligt ud på den anden side af 'skrive tunellen' - foråret er på vej. Pigerne leger sammen, aftensmaden koger og passer sig selv, det er tirsdag og jeg skal svømme i aften. Det kan næppe blive bedre vel?!? Lige nu handler det bare om at være i den glæde og det nu - og nyde øjeblikket - og være i den lykkefølelse jeg har og har og er i fordi i morgen - der sætter jeg det sidste punktum i den første samlede udgave af afhandlingens omslag :) 

God tirsdag derude. 

Konklusion - tjek

Jeg har netop sat det sidste punktum i min konklusion. Nu gælder det 'future perspectives'. Har jeg fortalt at jeg synes det er vildt. stort. og vandvittigt at være så tæt på at være færdig?

Jeg er pisse stolt af mig selv!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

og det er den fedeste følelse. Så fed at jeg igår, da jeg var ude at løbe blev nødt til at råbe YES. Det er simpelthen så dejligt - jeg nyder det [den følelse altså].

Så nu vil jeg drikke en kop kaffe i solen, og tænke over, hvordan jeg starter afsnittet om 'future perspectives' og så ellers glæde mig over det er fredag, weekenden står foran døren, og der er 14 dage til vi holder påskeferie.

Livet er skønt.

Forår jeg elsker dig

Forår er simpelthen den bedste årstid. Synes jeg. Dette forår er måske noget mere særligt end de andre. Det føles ihvertfald mere lyst - mere solrigt... Forår er 

Luftens frisk-hed

lyset især lyset

saften og kraften i planterne

Solens varme stråler

At nyde en kop kaffe udenfor uden at fryse en vis legemesdel i laser

Mindre tøj

Udendørsliv

- alt sammen ting jeg virkelig sætter stor pris på. - man kan jo ikke andet end at blive glad. Helt ned i maven. Og mere til... Og glæde er godt for sjælen! 

Samtidig sætter dette forår også mit sidste forår i perspektiv. Synes jeg. Jeg har mig selv med. Også i det arbejdsraseri jeg lige for tiden har gang i. Jeg kan det - jeg kan det kun fordi jeg har fået styr på hvad jeg kan og hvad ikke. Jeg har fået styr på en masse andre ting også. Som gør mig godt. Så nu sidder jeg i stoget på vej ind til arbejde - og er så taknemmelig over at det 1) lykkedes at skifte arbejde væk fra pendleri og PrebenLouise og 2) at skrive den afhandling færdig.

Lige om lidt skal jeg mødes med min søde vejleder. Det blir godt. Tror jeg. Om ikke andet fordi vi skal ha himbærsnitter :) god onsdag derude. 

Over and out herfra. 

I skoven - den første forårsdag

I skoven:
er alting bare lettere
er der højt til loftet
er der god stemning
er der skønt, og grønt

Og grønt er som bekendt godt for sjælen. Og jeg tror at vores tre trutter også (ligesom moderen i allerhøjeste grad) engang imellem trænger til at komme ud!!! De kan bare ikke sige det så klart (så i stedet for at sige de vil ud - begynder de at drille hinanden), som jeg kan jeg bliver nødt til at løbe en tur nu - ellers brænder min hjerne simpelthen sammen blev der sagt. Så er det godt jeg har en overbærende mand, der ved at når jeg siger sådan er det alvor. Og han lader mig løbe, for efter nogle km i løbesko og i frisk luft får han en glad og overskudsramt kone hjem igen.

I lørdags var sådan en dag - hvor jeg havde absolut mental underskud på kontoen. Det resulterede i en mega kort (nærmest ikke eksisterende) lunte. Og når lunten er kort, er det somom pigerne (især de to små) liiiige ved hvor der skal trykkes for at få sagerne til at ekspoldere. Så jeg løb - og kom først tilbage da jeg var blevet god igen...

I går havde vi så besluttet at vi måtte ud i vejret - og køre op til 'mors arbejde'. Tasken, kaffen, trangiaen, det varme vand, kopper, frokost og kanelsukker blev pakket - og på vejen lavede vi et frisk bette pitstop for at proviantere både kakao og pandekager. Og så var der ellers dømt hygge i skoven, leg, mere leg, lidt mad - klatren rundt på 'abegrotten' - finde ud af om myrerne var vågnet - køre lidt på løbecykel (og styrte) og køre mere på løbecykel, og gå på løvejagt, balancere, og meget mere. Det blev til over 4 timer ude-i-vejret-tid - tid hvor der var smil på læberne, der var positiv opmærksomhed, glæde og fantastisk familietid. Det er på ture som disse, hvor alting bare giver mening. Hvor man bliver mindet om, hvorfor man faktisk elsker de her tre skønne børn, og netop denne mand. Fordi vi havde en fest. Hold fast hvor havde vi en skøn søndag. En man kan leve længe på! Så vi kiggede på hinanden, manden og jeg - og han konstaterede pigerne er ligesom dig, de trænger også til at komme ud engang imellem. For at blive nul-stillet, for skoven kan bare noget. Det er jo nogle helt andre børn vi har nu.

Så vi må lige huske, at skoven er godt for sjælen, også for små sjæle :)

blev lige nødt til...

at styrke mig på to ordentlige glas rom i går aftes. For nu er jeg ved at være så langt med afhandlingen, at en dato for forsvaret ligger (næsten) fast. Og det krævede sin mand (kvinde) at erkende - at jeg virkelig, som i v i r k e l i g er tæt på vejs ende. Det er på en og samme tid enormt dejligt og virkelig angsprovokerende.

Den gode rom, som jeg købte til mig selv, og gav Professoren (og min vejleder) i gave den dag han blev professor 

Jeg havde jo for omkring et års tid siden nærmest sluttet fred med mit sind om, at jeg aldrig skulle få afleveret den afhandling, for da jeg stadig underviste i provinsen og samtidig blev syg af pendleriet blev jeg nødt til at finde ting jeg kunne gøre mindre af. Og her røg afhandlingen altså i svinget. Og det havde jeg det faktisk ok med. Da jeg i efteråret skiftede job og fik muligheden for at skrive videre på afhandlingen var det jo intet mindre end fantastisk, men nu hvor afleveringen nærmer sig - kan jeg mærke jeg lige skal synke - at det faktisk er rigtigt at jeg 1) afleverer og 2) forhåbentlig bliver Ph.d. i friluftsliv. Det er simpelthen så vildt og fantastisk - og jeg bliver så glad, rørt og endnu mere glad af at tænke på det. Jeg nyder følelsen af glæde, i fulde drag - og bliver pisse stolt!!!

Den glæde og tilfredsstillelse er så stor, og en (desværre) lidt uvandt størrelse at jeg lige skal vænne mig til tanken, følelsen og stoltheden over at være nået så langt. Så igår fik jeg ordrer af min søde, søde vejleder om at nyde det - og drikke rom* til aftenskaffen.

Sød mail fra vejleder om at jeg skal glæde mig og drikke rom :)

Så nu sidder jeg her, retter omslaget igennem, der faktisk er mere end halv færdigt - og nyder den fuldstændig fantastiske følelse af at være tættere på at aflevere afhandlingen end nogensinde før.

* vi har nemlig begge en svaghed for god rom.

Den skønneste weekend

Når man som jeg virkelig knokler en vis legemsdel ud af bukserne på arbejde, er det virkelig vigtigt at weekenderne 1) er hyggelige og 2) giver mulighed for at lade op.

Og den her weekend, der netop er gået var virkelig en af de bedre i lang, lang tid. Dem der læser med her regelmæssig vil vide, at vi har været udfordret med to styk næsten fire årige terrorister, der nok bedst af alt kan karakteriseres som vores egen - helt personlige - lokale terrorcelle (læs om ballademagerne her, her og måske også her...). Så af og til har vi virkelig kigget på hinanden, (manden og jeg that is) og i vantro rystet på hovedet og tænkt, og måske også sagt højt til hinanden: shjit manner, der er lang tid til mandag, hvor der igen indtræffer fred og ro på arbejde... Sådan var det ikke denne weekend - jeg må skynde mig at sige, vi altså også har haft skønne weekender... så det skal ikke kun være sur bøvs det hele.... Men denne, der lige er gået, kommer også i kategori - skøn weekend :)

Lørdag tog vi i legeland. - et lille (!) hyggeligt (!!) sted i Grøndalshallerne ved Bellahøj, som virkelig er et sted som gør alle ens virkelig ikke særlig positive holdninger om legelande til skamme. I den grad. Jeg måtte erkende, at min egen (lidt - ok hånden på hjertet, nok mere meget) negative holdning til selvsamme sted (uden at have været der iøvrigt, snakker vi om forudindtagethed - jep, det er mig...) blev vendt i løbet af et splitsekund, hvor jeg så pigerne lege og hygge sig, og efterhånden storsvendende løbe rundt, kravle op og ned - og.så.videre. De havde en fest. Så vi indlagde en is-pause, spiste lidt af vores medbragte mad og hyggede. Det var virkelig en super god lørdag.

Søndag fortsatte hyggen. Efter en tidlig frokost pakkede vi bilen og kørte op til 'mors arbejde', hvor der er verdens (måske) bedste naturlegeplads, med masser af legesager der udfordrer både det vilde og det stille - og hvor man kan vippe, hoppe, hygge og - tada - spise pandekager og drikke varm kakao/kaffe (hvis man ellers tager de rette remedier med - og det havde vi. yay). Vi sad i en lille shelter/legehus og hyggede og lyttede til regnen der stille begyndte at sile ned. Det var simpelthen så hyggeligt!!

Og det er i øjeblikke som disse - og når jeg tænker på weekenden, nu her hvor jeg ikke på nogen måde kan få det resultatafsnit til at hænge sammen... et resultatafsnit jeg burde sidde og skrive på nu i stedet for at blogge (overspringshandling big time)  - at jeg bliver glad. Helt nede i maven, så glad at alt andet bliver lige meget, så glad at jeg tænker - det her giver mening - så glad at jeg glemmer vores to ballademagere, og tænker, det er nogle skønne børn vi har fået os her, som man faktisk har lyst til at bruge meget mere tid sammen med*. Så mere af den slags weekend, tak!! Vi trænger! Virkelig, big time.

* Det lyder lidt somom jeg ikke har lyst til at bruge tid sammen med mine børn. Sådan mener jeg det ikke, men vi har bare haft så mange konflikter med de her to piger (og havde det også tilsvarende med Storemusen da hun var næsten fire - det havde jeg bare lykkeligt glemt), at man engang imellem virkelig har lyst til at forlade den synkende skude, og råbe røv af alle og alt og tage et sted hen uden konflikter, hvor man kan høre sine egne tanker, og ikke altid 'brandslukke' :)

Nedtællingen er begyndt

forlængst for om lige præcis otte dage som i o.t.t.e. - 8 that is - har Storemusen fødselsdag*. Jeg kan næsten ikke vente, mor Så vi tæller ned. Og tæller ned. Hver morgen, middag, eftermiddag, aften - og sikkert også i søvne om natten, tæller vi ned. Og snakker om fødselsdagen - for den 5.2.2015 bliver Storemusen 6 år.

Så vi har planlagt - at børnerens storegruppe kommer hjem til os på dagen, ligesom sidste fødselsdag.. Vi har planlagt at Bessemand kommer på dagen - for han kan ikke i weekenden - Vi er ved at invitere lidt familie i weekenden efter den store dag - og har købt (nogle) gaver - mor har I købt gaver - mor har du pakket gaverne ind? Åhhhh, jeg glæder mig, jeg kan næsten ikke vente... Så vi glæder os på hver vores måde, at Storemusen snart bliver 6 år.

Hun har ønsket sig rulleskøjter - og alle mulige afskygninger af Elsa (Barbie, Paryk, handsker...)

Tænk - at der allerede er gået et år - siden vi sidst fejrede hende...  Og seks år siden hun kom ud til os. Det er vildt at tænke på. Så vi glæder os til at fejre hende. Om otte dage.

*Moren siger så lige, godt der er otte dage til - for der mangler en del løse ender, som fx at få gaverne leveret/købt. At få den pakket ind, at lave mad til børneren - bage kage og den slags. Så jeg siger - godt der stadig er otte dage til din fødselsdag min skat :)

På tur med arbejde

I torsdags (altså for fem dage siden) tog jeg afsted med min afdeling - på tur - til Djursland, hvor 'vi' også har en afdeling. Den(m) skulle vi besøge, og derudover skulle vi bruge 1½ dage på at finde ud af hvad vi (altså min afdeling) gerne vil - og hvordan vi når det. Ja, vi arbejdede på vores strategi...  Det var vældig oplysende, og ret så hyggeligt.

Når man - ligesom jeg - kun bruger 2 dage om ugen 'på arbejde' og bruger de sidste 3 arbejdsdage på at skrive afhandling (enten hjemme eller inde i byen, på 'gammelt arbejde') så er den proces med at lære 'nye kollegaer' at kende - en anelse langtrukken. [let underdrivelse, her...] Og det har været svært, for et socialt væsen som mig, der elsker platte kommentarer, et godt grin, lidt sladder, en lille smule indsigt i hinandens privat-liv og den slags ting. For når man er 'ny' må man jo først lære omgangstonen at kende, stikke en finger i jorden, inden man ruller sig ud med platheder, og så'n. Langtrukkenheden har faktisk gjort, jeg ikke altid har følt jeg 'hører til' det nye sted, eller at jeg ikke har vidst hvordan jeg skulle finde en nøgle ind til det her lidt sjov på job. Jeg har følt mig lidt rodløst - og har været lidt 'lost', og måske ikke helt så positivt (hjemme) omkring nyt arbejde som jeg jo så inderligt er så utrolig glad for. Så da jeg kom hjem, fredag aften og kunne fortælle manden om en helt vild god tur, med masser af sjov [tænk engang jeg har (havde) en kollega der ikke vidste hvem Linse var] og en følelse af at være kommet hjem (altså arbejdsmæssigt, ik?!) - ihvertfald hører jeg mere hjemme på nyt arbejde nu end tidligere. For efter maden torsdag aften, gik der leg i den - violinspil - dans, sjusser - lidt vin, masser af slik, enormt meget sjov, snak og den slags, som jeg er så svært glad for, og som betyder jeg nu kender mine kollegaer en anelse bedre. Det gør også, at jeg nu (igen) glæder mig til at møde mandag morgen, for jeg har virkelig været heldig, og har nogle gode, sjove og søde kollegaer - som jeg faktisk godt gider at bruge tid sammen med.

Så blev man lige moderne...

Når jeg kører på arbejde enten i tog ind til byen (hvor jeg sidder nu og arbejder blogger) eller op nordpå (ligesom i mandags) hører jeg P1 Morgen. Det gør jeg også af og til på vej hjem (altså ikke P1 morgen, men noget andet - #tøhø), hvis der er en udsendelse der fanger min interesse.

Så i mandags stod bilradioen (det lyder ret gammeldags) på P1, og udsendelsen var P1 Eftermiddag. Jeg skulle lige til at skifte over til P4 da værten sagde noget i stil med - og næste del af programmet skal handle om strik. Hov, strik tænkte jeg - det er jo også noget jeg er begyndt at gøre det i. Så jeg lod radioen stå på P1 og lyttede med. Her kunne jeg så forstå at min (genfundne) glæde ved strikkeriet åbenbart er ret så moderne... For at noget er moderne skal der åbenbart være et reality program [ok nok ikke kun - reality TV that is - men jo også en del andre der ude i det ganske danske land gør det i strikkeriet] Anywho - der er åbenbart et reality program i stil med Den store bagedyst på TV Syd (TV2's lokalstation i Sønderjylland) der hedder - Den store strikkedyst - der bliver afholdt på Gram slot (dem med de mange øko produkter i fx Rema), som lytterne så hørte et klip af - med underlægningsmusik, ala Ringenes Herre, med klaprende strikkenåle, og en spænding som kunne fornemmes helt ud i Berlingoens førersæde...

Men det, der var lidt sjovt i det her lytten til 'noget så moderne som strikning' er at jeg jo netop ikke synes det er særligt moderne, jeg føler mig ikke som del af et eller andet 'fordi alle gør det må jeg også hoppe med på den vogn' - jeg genfandt jo glæden ved strikning, fordi jeg synes det er dejligt at se jeg laver noget (producerer varme slipovers); og det giver mental ro - at sidde med noget i hænderne. Så jeg tror ikke jeg føler mig særlig moderne når jeg sidder hjemme i sofaen med benene oppe og strikker, men set i programmets lys, så kan jeg da bedre forstå hvorfor der var så utrolig mange mennesker i 'min' garnforretning den anden dag. For så moderne er strikning åbenbart :) så tænk, så blev man lige moderne :)

God onsdag derude :)

Udfordringer med en treårig (del II)

i sidste uge skrev jeg et indlæg om hvordan vi for tiden var udfordret med en treårig in da house. Jeg ved ikke om hun læste med, eller det at læsse af her har gjort noget godt for nogen (uanset hvem den  nogen er...) - anywho - udfordringerne forsvandt som dug for solen, og vi har siden haft en mere afbalanceret lille pige.

Men samtidig måtte jeg også sande, at hun selv havde løsningen på 'problemet' da hun midt i et raseriudbrud begyndte at sige 'jeg er bange - op på din arm - krammer' og siden har vi krammet raseriet væk. Ikke helt så bogstaveligt, men vi [og vi er faktisk et massivt vi her] har spurgt - når vi kunne se noget var svært eller måske føltes urimeligt - og verden var ved at være et surt sted at være - vil du bede om hjælp? Og tit har vi så fået et ja som svar - eller fået sat ord på jakken driller - skoen driller. Så har vi kunnet assistere den lille dame med hvad det så end måtte være. Det har virket. Så mere nærhed fra vores side, og en krammer når verden brød sammen har siden sidst hjulpet os til en mere rolig og fredfyldt hverdag. Man kunne så jo foranlediges til at tro, at det hele var lutter idyl. Jeg kan straks afsløre, at der er to andre børn, der gerne kaster et lod i puljen og giver udfordringer - som fx Storemusen for tiden ynder at overhøre noget vi spørger hende om, og så bare ikke svare. Eller svare på en måde, som er en mindre teenager værdig. Er du døv eller hvad?!

Men jeg tror - sådan er det bare. Ikke på den der 'jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det måde - så jeg lader bare stå til' men mere en 'accept af at forskellige aldre har forskellige udfordringer'-agtigt. Så det bliver aldrig kedeligt her hjemme.

God tirsdag derude :)

PS. Min far - pigernes Opa - reddede vores verden i søndags. For han havde ganske helteagtigt fundet en ny nusseklud til Storemusen, og kørte (!!) den op til Sdr.Jylland hvor vi jo holdt weekend. Hvor godt var det lige??? Meget - hvis man tager udgangspunkt i de julelys Storemusen havde i øjnene da hun så sin nye nusseklud.

Og så blev den færdig :)

I weekenden blev min skønne-kradse-islandske-uld-slip-over færdig. Det var et stort øjeblik - for jeg havde haft garnet liggende siden oktober 2012 - så her to år efter blev 'vidunderet' så endelig færdigt, dog lidt anderledes end beskrevet i opskriften, og noget mere 'løs' end beskrevet i opskriften, men stadig fædig, og det er jo det vigtigste i denne sammenhæng. Fredag aften gik med at montere løse ender og prøve trøjen, og være tilfreds.

Halvvejs

I sidste uge købte jeg nyt islandsk-uld i den skønneste flaskegrøn og nye pinde (mine elskede knit-pro i træ) og så er jeg ellers straks gået igang med næste trøje, som bliver magen til - og dog med nogle (få) ændringer...  For denne gang har jeg 'testet' min strikkefasthed (for den første trøje blev noget løsere, og det er især en udfordring over skulderne) - så nu har jeg på den hårde måde fundet ud af at det faktisk er ret relevant at finde ud af at strikkefastheden betyder noget. Nogle (andre) typiske begynderfejl er jo - at tælle forkert - at glemme at markere - at tænke 'pyt' det gør nok ikke noget - på nogle (udvalgte) steder. Jeg kan så her berette, at det (småfejlene that is) betyder noget, men i det store billede - altså når jeg tager trøjen på, og tænker - den har jeg lavet - så betyder småfejlene ikke noget. Jeg er stadig stolt og glad for jeg endelig fik gang i mit strikkeri igen, og har allerede nu en del projekter i 'pipelinen' men til forskel fra før, starter jeg først når det strikkeprojekt jeg har gang i nu er helt afsluttet. For det gør ikke noget godt for mig at have halve strikkeprojekter liggende, som ikke bliver færdige - eller kun bliver færdige med hiv og sving.

Nærbillede af striberne 

Det der er hyggeligt ved strikkeriet er, at manden kan sidde og nørkle med sin computer og programmere - mens jeg strikker og vi sammen lytter til musik, og det åbner op for masser af snakke om alt muligt, og det er noget der er godt for sjælen :)

Et voila - det færdige resultat :)

Regnfulde søndagssyslerier

Så blev det da for alvor regnvejr igår, hva'ba?! Man skulle tro det var november med alt det regn der er faldet siden fredag morgen - men det er nu oktober og snart Allerhelgen, og derfor har vores søndagssylserier - båret præg af 1) heldagsregn og 2) at det snart er Allerhelgen. Så den gode morgenmad blev afløst af et par timer god leg pigerne imellem. Det gav tid og luft til lidt voksen-snak og strikkeri - hvilket var ret tiltrængt efter en elendig lørdag, der er en velkvalificeret kandidat til at indgå i 'jammerlige-jammer-lørdage-blandt-3½-årige'. Husstandens 5½ årige havde vi afsat til søde L, så der var dømt gensynsleg og gensynsglæde, for L går nemlig nu i SFO/skole.

NÅ men tilbage til søndagssyslerierene. Vi havde egentlig bestemt at vi skulle op til 'mors arbejde' på legepladsen, men da vi alle var klar til at drage ud i verden, havde regnen tiltaget til 'sil-regn' og det havde jeg/vi ikke behov for at udsætte os for. Så vi blev hjemme for at lave popkorn i gryde og udhule græskar - jeg kan så her tilføje, at det klart kan anbefales at tegne et passende ansigt på græskaret inden man går igang med at skære og snitte i det. For mit ansigt (altså det på græskaret forstås) blev uhyggeligt skævt. Men trods alt (og vigtigtst af alt) jo godkendt af pigerne, der ved fælles hjælp fik hevet alle græskarets kærner ud. Arbejdet med græskar og kærner blev 'belønnet' med popkorn.

Vi havde besøg af pigernes yndlings-opa, og da han var draget afsted til det tyske igen, var der dømt spil-eftermiddag: Lottino - Obstgarten - og kattekortspil. Virkelig hyggeligt - og eftermiddage som sådan nogen, hvor vi alle fem sidder og er fælles om en aktivitet er noget, som giver glæde - og overskud. For det er så hyggeligt, dejligt og meget meningsfyldt. For det er jo sådan jeg gerne vil at vores lille familie har det.

Sidst på eftermiddagen stoppede regnen og nogen af børnene hoppede i vandpytter mens andre hjalp med syslerier hjemme (støvsugning that is) mens far lavede mad (varmede rester that is). Så weekenden er så meget godkendt her tidlig mandag morgen.

God uge derude :)