blev lige nødt til...

at styrke mig på to ordentlige glas rom i går aftes. For nu er jeg ved at være så langt med afhandlingen, at en dato for forsvaret ligger (næsten) fast. Og det krævede sin mand (kvinde) at erkende - at jeg virkelig, som i v i r k e l i g er tæt på vejs ende. Det er på en og samme tid enormt dejligt og virkelig angsprovokerende.

Den gode rom, som jeg købte til mig selv, og gav Professoren (og min vejleder) i gave den dag han blev professor 

Jeg havde jo for omkring et års tid siden nærmest sluttet fred med mit sind om, at jeg aldrig skulle få afleveret den afhandling, for da jeg stadig underviste i provinsen og samtidig blev syg af pendleriet blev jeg nødt til at finde ting jeg kunne gøre mindre af. Og her røg afhandlingen altså i svinget. Og det havde jeg det faktisk ok med. Da jeg i efteråret skiftede job og fik muligheden for at skrive videre på afhandlingen var det jo intet mindre end fantastisk, men nu hvor afleveringen nærmer sig - kan jeg mærke jeg lige skal synke - at det faktisk er rigtigt at jeg 1) afleverer og 2) forhåbentlig bliver Ph.d. i friluftsliv. Det er simpelthen så vildt og fantastisk - og jeg bliver så glad, rørt og endnu mere glad af at tænke på det. Jeg nyder følelsen af glæde, i fulde drag - og bliver pisse stolt!!!

Den glæde og tilfredsstillelse er så stor, og en (desværre) lidt uvandt størrelse at jeg lige skal vænne mig til tanken, følelsen og stoltheden over at være nået så langt. Så igår fik jeg ordrer af min søde, søde vejleder om at nyde det - og drikke rom* til aftenskaffen.

Sød mail fra vejleder om at jeg skal glæde mig og drikke rom :)

Så nu sidder jeg her, retter omslaget igennem, der faktisk er mere end halv færdigt - og nyder den fuldstændig fantastiske følelse af at være tættere på at aflevere afhandlingen end nogensinde før.

* vi har nemlig begge en svaghed for god rom.