mandag den 14. maj 2018

Lidt om Egeskov Slot... og Godsforvalterboligen

Weekenden brugte jeg sammen med min dejlige familie - den store af slagsen (min mor, far, bror + familie, anden bror plus kæreste, bonus-søster) på sydfyn - nærmere bestemt Egeskov slot.

Vi havde lejet den gamle godsforvalter bolig og med den fik man adgang til Egeskov Slot alle dagene. Og den adgang brugte vi til fulde!! Det var skønt, og virkelig godt givet ud, at finde et sted hvor der er lagt op til aktiviteter hvor man både kan være sammen og hver for sig. (og boligen lagde op til samme princip med sine 600 kvm var der rigelig plads at boltre sig på). Jeg har det nemlig lidt anspændt med den slags weekender, for det at være fælles hele tiden er ok, men tre-fire dage i streg kan også være meget, meget lang tid... Men heldigvis blev den frygt gjort til skamme :)

Jeg havde aldrig været på Egeskov før, så første dagen brugte vi primært på deres fede-kæmpe-store legeplads - og oppe i trætoppene (gisp, jeg bliver aldrig fan af højder, men er ret stor fan af udfordringer, så på den måde flytter man sig jo lidt hver gang højderne udfordres...) - vi så motorcykeludstillingen, børnene og vi voksne kørte moon-cars, vi gik-og-gik-og-gik, fik is, fik snakket og i det hele taget bare hygget os.

Anden dagen var poderne trætte (det kan man sådan set ikke sige noget til når vi gik og gik og gik så meget første dagen) - så vi delte os (hurra for flexi-parathed) og mens hele familien så slottet tog manden og jeg Tiller og Tuller under armen, og gik til moon-carsene hvor vi kørte runder. Senere på eftermiddagen var vi fire så over på slottet og se det fine sted!

Hvis man er til familieweekender, og til at opleve noget så er kombien med godsforvalterboligen og adgangen til Egeskov (man havde iøvrigt også adgang til Svendborg Svømmehal inkluderet) ret god. Vi nød ihvertfald stedets muligheder (og størrelsen af boligen).

Nu venter en ny uge forude - og med det her sommervejr, kan den altså bare komme an :)

Ps. dette indlæg er ikke spons, eller reklame - jeg deler bare min begejstring for stedet :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...