onsdag den 2. januar 2019

Velkommen 2019

Så kom det - det nye år - 2019. Og 2018 er nu "kun" eller "bare" historie. Dvs. det kommer aldrig igen - dagene i året 2018. Den snak havde vi nytårsaftensdag med pigerne - Storemusen går nu i 3. og har fået faget "historie" på skemaet - og hun var helt med på snakken om hvad historie egentlig er - at et "nu" er historie i det øjeblik det er sket - og vi er i et andet nu.

Det er vi også nu - altså et andet nu, foran mig ligger 363 ubrugte - tomme dage, som rummer masser af muligheder for at fylde dem op med gode ting.

Det forsøgte jeg også i 2018 - altså at fylde mine dage med lutter gode ting. Det lykkes i små øjeblikke - særligt vores tur til Ungarn fremstår som lutter gode ting - og en tur, der var dejligt, skabte gode minder, og masser af gode snakke om hvordan man lever i andre lande, og hvor vi gerne vil holde ferie. Men også om hvordan vi gerne vil holde ferie. Så derfor har vi her i juleferien, igen booket en ferielejlighed i Ungarn - nærmere bestemt Tihany (samme by som sidste år) for der er så meget mere at se - end det vi har set indtil videre...

De små øjeblikke af lykke eller gode ting må jeg bruge mere krudt på i 2019 - mange gange i sidste år følte jeg lykken når jeg var iført træningstøj,og det er i og for sig også fint nok - men der er bare så mange andre øjeblikke, der også giver en følelse af glæde - dem vil jeg blive mere opmærksom på og anerkende de næste dage og måneder.

Hvorfor?! fordi jeg trænger til at få øje på det gode der også sker i mit liv (særligt når jeg ikke er iført træningstøj). Ikke kun se det der måske små-irriterer eller ikke fungerer - eller kun fungerer efter jeg har ryddet op i hovedet efter en løbetur. De kunne jo også allerede fungere med et mere positivt mindsæt som udgangspunkt ;)

Jeg er blevet ret god til at at nyde solskinnet i den mørke årstid, altså helt bogstaveligt talt se op og nyde at solen skinner som den gør i dag, og glædes over det. Så mon ikke også det kan lykkes at se andre småting som "små glimt af lykke" - for dermed at skabe mere glæde i hverdagen strøet ud over 2019? Jeg tror det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...