Viser opslag med etiketten omsorgsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten omsorgsdag. Vis alle opslag

onsdag den 2. september 2015

Efterårsaktiviteter - svømning...

Så er svømmesæsonen skudt i gang. Igår var første gang Haletudsehold for tuller - søndag følger tiller trop (og måske får hun følgeskab af Storemusen, der lige pludselig også spurgte til hvornår hun går til svømning... det går hun så ikke, fordi hun ikke ville da vi har spurgt hende de sidste mange gange da svømning og tilmelding til samme stod på tapetet...). I år skal de gå på hver deres hold - i stedet for at skiftes. For at vente (14 dage) på det blir ens tur, når nu det bedste man ved er at svømme - er lang tid... så må man gå til svømning på sit eget hold :)

Vi holder fast i at svømmetid er alene-tid med mor. Far bliver hjemme med resten af banden, og sørger for god ro og orden ;) alene-tid med en voksen er nemlig luksustid, for der er tid til at blive hørt, set og få 100% fuld opmærksomhed - helt uden "forstyrrende" søskende, der kan bryde ind i en eller anden fortælling om stort eller småt. Det er dæleme vigtigt at have den alenetid med et barn ad gangen - og vi har prioriteret det mere eller mindre altid. Det er straks lidt sværere at få alenetid med Storemusen (for der er ligesom to børn der skal afsættes på én gang) - men ikke desto mindre mindst lige så vigtigt, at hun også har alenetid med enten os begge eller bare den ene af os.

Vi kan mærke på pigerne de nyder det - så nu deler vi dem så meget som det er muligt uden at vores hverdag vælter - det har så betydet at jeg er gået til frisør 3 gange i de sidste seks uger - hver anden lørdag med en af pigerne. Og at de nyder det - kan man jo ikke fortænke dem i, vel?

Derfor - alenetid!! Billedet er lånt her
Så igår, var svømmedag - og det foregår jo i det store bassin, så det var koldt (for barnet - der dog havde neoprendragt på - og for mor'en der bare havde sin badedragt på...) så det var faktisk dejligt at Tuller valgte vi skulle i sauna "hvad er der derinde mor? - det vil jeg prøve" efter endt svømmetur, for lige at blive varmet godt og grundigt igennem. Vi fik snakket om taxaer - om hvor Netto er, om hvilket rugbrød vi skulle købe og om hvor sjovt det havde været at være i det store bassin (selvom det var koldt) og at Tuller kunne have svømmet meget, meget mere - og uendelig mange andre dejlige ting.  

fredag den 19. december 2014

Når ejeren af kroppen er fatsvag

... og det mere er undtagelsen end reglen at gå tidlig i seng.
... og der ikke bliver holdt tilstrækkeligt med pauser i løbet af en dag
... og man ikke har tid til at glædes over alle de gode ting der sker
... og man måske synes man har haft rigelig travlt
... og man igen får svært ved at finde ro om aftenen

så er det godt at kroppen selv minder en om at man skal hive stikket, slappe af og huske 'sit nye jeg' på at gøre alle de ting der er gode for en. Så er det på tide med en hjemmearbejdsdag igen.

Hjemmearbejdsdagene har der været lidt for få af på det sidste. Og jeg kan mærke jeg skal bruge dagene til at holde fast i gode vaner med pauser, ro, ingen transport tid, god kaffe, Storemusens Barpapapa krus, mere ro, lidt musik, stille og rolig frokost, og ingen mennesker at forholde sig til. Det lyder måske som om jeg ikke laver en bjælde når jeg så sidder herhjemme ved spisebordet og arbejder. Det gør jeg. På den for mig mere sunde måde, end den arbejdsmåde - jeg fortsat arbejder på at ændre når jeg sidder på arbejde. Det [at ændre min indstilling til arbejde på arbejde] er hårdt arbejde, som jeg genoptager når jeg kommer tilbage på job efter juleferien. For nu er jeg virkelig klar til at holde den. Jeg fik sendt artiklen ind til sprogvask igår, brugte aftenen på at mærke glæden ved at være nået så pi**e langt siden 1/9 og bruger dagen idag (ud over at arbejde langsomt, tage pauser, drikke god kaffe, blogge, og nyde stilheden) på at få et overblik over omslaget til den phd. der skal afleveres i løbet af foråret. Og jeg har nu genlæst indledningen, der er skrevet - bladret i metodeafsnittet - der også er næsten færdig og har besluttet at jeg starter med resultaterne efter jul, for det går stærkt at skrive et resume af de fire artikler, som udgør den egentlige ph.d. Så kan jeg også sætte et flueben dér. 

Så når klokken er omkring 15 så går jeg på juleferie, henter nogle ferieklare piger i børneren, og holder fri. Sådan rigtig fri. God weekend, og god ferie, hvis du holder den allerede nu :)

torsdag den 6. februar 2014

Nu med en 5-årig i husstanden

Ja, igår fejrede vi Storemusens 5 års fødselsdag. Det var en fest - og en helt igennem dejlig dag. Spørger man Storemusen hvad det bedste var svarer hun - det hele. Så dagen har været en succes. Spørger man Tiller svarer hun med tårer i øjnene 'Min bødedag hennnnn?' hvorefter Storemusen tålmodigt forklarer: Du har fødselsdag senere, sammen med Tuller og Uropi, der også har fødselsdag på din fødselsdag. Du er den næste der har fødselsdag. Det er heller ikke nemt at forstå for en næsten-tre-årig, at man ikke nødvendigvis har fødselsdag lige her og nu, og man heller ikke må pakke gaver op (men gerne hjælpe lidt), og man så skal i vuggeren mens Storemusen må blive hjemme.
Mine tre trutter - bemærk Tillers meget 'tilfældige pillefinger' på den lille pakke, som hun SÅ gerne ville pakke ud for Storemusen - 'Min bødedag hennnn?'

For Storemusen og jeg holdt fri igår, hun fik nemlig mellemgruppen fra børneren på besøg. Mellemgruppen er 6 børn... Det er dejligt overskueligt, i stedet for at få hele børnehavegruppen på knap 20 børn hjem... Storegruppen og Lillegruppen blev i børneren, for at fejre søde L's fødselsdag - der har fødselsdag samme dag som Storemusen, men blot bliver 6 år!

Vi havde en fest. Mellemgruppen kom kl. 10 - legede en time, spiste lækre pizzasnegle, pølsehorn, frugt og grønt, drak rød saftevand med sugerør, sang en skøn fødselsdagssang, råbte fire stille og et højt hurra for Storemusen, gav en gave (flotte fine tegninger fra hele stuen) og legede lidt mere - også med Storemusens 'Lego Fjænds' og gik igen lidt i ½1, og fik en slikpose med figenstang, ostehaps og rosiner med hjem. Det var så hyggeligt, og alle hyggede sig!!
Smukke Storemus - nu 5 år, med sit nye Lego Fjænds hus - hvor vi lige mangler og bygge forhaven...

Resten af eftermiddagen uden Tiller og Tuller blev brugt til at samle det nye 'Lego Fjænds' hus, og lege lidt med det - hvorefter vi kørte over for at hente Tiller og tuller i børneren. Vi hentede to meget trætte børn, kom hjem - spiste frugt og rosiner til eftermiddagsmad, og risengrød til aftensmad. Risengrøden havde Storemusen nemlig ønsket sig, for her hjemme må man gerne ønske aftensmad når man har fødselsdag. Så igår fik vi helt undtagelsesvis varm aftensmad i løbet af ugen. :)

Det er helt vildt at tænke på, at det er fem år siden - den lille mus kom ud til os (efter en virkelig lang sej kamp..., som du kan læse om her). Fem år sammen med verdens sødeste, og dejligste Storemus - der forstår så meget, som vil meget - og som har udviklet sig helt utrolig meget det sidste års tid - fra en genert pige til en smilende, åben pige! Der må man gerne være stolt, sys jeg.

mandag den 4. november 2013

Omsorgsdag for og med Storemusen

De sidste arbejdsuger har været noget hæsblæsende - jeg har arbejdet meget, sovet på skolen en enkelt nat, arbejdet lidt mere og været meget lidt tilstede her hjemme. Guleroden har hele tiden været denne uge, hvor jeg kun skal undervise fire - som i F.I.R.E. timer. i morgen :) Så denne uge arbejder jeg stort set hjemme, forbereder undervisning, og lidt ph.d. tid bliver det forhåbentlig også til - så ren win win.

Nårgh men idag var så planlagt som afspadsering - omsorgsdag til storemusen og mig. Hun er igen - ligesom sidste år efterårstræt, og positiv opmærskomhed er igen på agendaen. Det fik hun så idag, hvor vi først aflevererede to glade trutter i børneren og selv kørte med stog ind til frisøren i gammel by, for at blive klippet begge to. Først skulle vi dog ind med stog - og lad mig sige det sådan - det kører da nu, men på Holte station, blev vi bedt om at skifte og frem og tilbage - Hvorfor skal vi skifte tog, hvorfor er toget i stykker, hvorfor skal vi vise billet, er det vores nye tog, skal vi skifte tog her - er det vores tog, hvorfor kører det her så hurtigt - hvornår skal vi af og.så.videre.  Man skal høre meget inden ørerne falder af - men hold fast hvor har vi hygget os. På Flintholm station så storemusen et metro tog, og vi aftalte at vi senere ville prøve at køre med sådan et tog.

Omsorgsdagskonceptet her hjemme er tit sådan at den der får omsorgen må (næsten) selv bestemme hvad vi skal bruge dagen på. Så Storemusen sagde café og køre tog (frisøren havde jeg bestemt, for vi trængte begge).

Så vi kørte tilbage til Flintholm og fandt et metrotog ind til byen, og sad helt foran. I et stykke tid sad hun helt stille og kiggede ud. SÅ kom spørgsmålene: Kører vi baglens? Da hun opdagede ingen styrede toget (jeg tror hun tænkte, at togføreren sad bagerst i toget) Hvem styrer toget? Dem der sidder og styrer toget, sidder i et rum langt væk og styrer togene (mit lidt (?) mærkelige svar på det spørgsmål... Jamen, kører de aldrig galt? Når ingen styrer toget, må man køre galt? Må tanken have været... Hvordan kommer man ind i toget [når man står på en station under jorden]? Når man sidder i toget og ser ud på stationen, kan man ikke se at dørene åbner sig og man kan komme ind og ud af toget... Hvad er der over tunellen? Hvorfor kører vi under jorden? Når man så graver et hul så kommer man ned til tunellen, sagde storemusen - ja, og over os er jord, huse og veje, sagde moren

Vi tog metroen ind til Magsin, og spiste boller, drak cappuccino, saft og spiste kanelsnurrer, købte huer til hele banden - og kiggede på alle de ting man kan ønske sig, når det nu snart er jul - for der er jo også en BR ved børnetøjet - meget praktisk, eller?!? Men kigget fik vi på barbier, spil, hello kitty, udklædningstøj, og så meget mere dejlige legesager som man kan ønske sig!

Turen hjem foregik igen i stog, og vi nåede også lige et kort hvil på sofaen inden de to små trutter skulle hentes.

Det er lige netop når jeg holder fri med et barn ad gangen jeg kan se, hvor store mine piger bliver - hvor dejligt det er hun nu snart er 5, men også hvor vildt det er at hun engang var lille-bitte, og hvor længe siden det egentlig er. Men snakke om førerløse tog, hendes glæde over at skulle holde fri alene, og hendes varme hånd i min - hele dagen - er noget af det bedste ved sådan en dag, Så årgh, jeg glæder mig allerede til den næste omsorgsdag - for jeg trænger :)
Min store pige på Meyers Deli i Magasin 

lørdag den 9. marts 2013

En dajli' lørdag!!

Manden og jeg har været på date - jeps, du læste rigtig - d.a.t.e.!! Vi har i lang tid snakket om at vi blir nødt til at prioritere hinanden (også) uden børn*. Dvs. lade børnene blive hjemme og være mand og kone, kærester, og sådan... Så er gode råd dyre, når bedsteforældrene bor i Jydens land, og ikke lige kan komme sådan liiige...Men, men, en dag for efterhånden længe siden, spurgte jeg søde A. der er medhjælper i børnenes institution, om hun måske, måske, måske har lyst til at se efter trunterne i ny og næ. Total fjollet, men jeg var pisse nervøs - underligt egentlig, men hun sagde JA!!! selvfølgelig - jeres børn er så søde, så jada! Hvornår, hvorlænge, hvornår, hvornår hvornår??? Var ca det svar jeg fik. Så her stod vi så med en skøn (kompetent) børnepasser! Vi føler virkelig vi har skudt papegøjen! Og skulle så jo bare finde en dag, hvor vi ville benytte os af gode A.

Nå men så her for nogle uger siden aftalte vi så, lørdag, som idag, skulle det være at hun gerne måtte passe alle tre trunter, så vi kunne komme ud og vifte med ørerne. Yay, hvor var det skønt. Vi var sådan set bare ude og spise frokost i Kongelig By nord for forstadsby, drikke kaffe 2go fra Mr. Beans Coffee, drible op ad gågaden, prøve (kommende) ny jakke fra Didriksons, og køre en tur (for det var p.i.*.*.e koldt, så det med at gå rundt hånd i hånd, gør vi lige næste gang, ing? Vi er nemlig så'n nogen amatører der lige glemte handsker...og overtrækkere... for det var altså virkelig koldt... og overtrækkere tager man iøvrigt heller ikke med på date, for der skal man gøre sig til og lækker)...
Men sikke en overskud vi fik af fire timer uden børn - at snakke uden at skulle tage stilling til 117 ting samtidig med at man skulle forestille at føre en nogenlunde fornuftig aftale, og blive afbrudt i tide og utide i både snak og tanker, så vi fik vendt vores jobsituation hvor der i den grad sker ting og sager for tiden (skriver om det senere når ting er blevet mere sikre...) så vi havde behov for at snakke, grine og hygge.

Daten sluttede så med vi glade tog ud og ordnede weekendens indkøb, uden børn, bare sammen manden og jeg. Lidt fjollet, men vi sys faktisk det var ret hyggeligt, for vi har ikke handlet uden børn de sidste fire år. Hvis du igennem indlægget har fået det indtryk at vi ikke lige har været verdensmestre i at få passet vores børn af andre er det korrekt ;) men det lader vi lige ligge, der er nemlig rigtig mange årsager til det (og lidt dårlige undskyldninger os'). Så næste gang, ing. - der skal vi ud at spise, på vores (gamle) favorit restaurant - på Frederiksberg... SaigonQuan here we come! Og så lige - så'n en date er altså rigtig dajli' - man finder nemlig lige ud af, at ham manden, at han er altså (stadig) ualmindelig sød - også efter tre børn og næsten 8 år kæresteri!

* Nu hvor trutterne snart er to, er overskuddet lige så stille og roligt kommet tilbage, så de sidste mange måneder har vi prioriteret vores lille familie, lavet sjove ting, som VI har haft lyst til - været på ture, set gode mennesker, og sådan noget...

Og der blev os' tid til at bage bananmårfins. Jeg brugte opskriften her. Som iøvrigt er min favorit-mad blog!

mandag den 12. november 2012

Anmeldelse: Omsorgsdag afholdt idag, den 12.11.12

Hermed kommer lige en lille bitte anmeldelse af et styk omsorgsdag til store-musen. Og lad det være sagt med det samme - omsorgsdagen hitter med ***** ud af fem mulige. Det har været så hyggeligt idag...

Grunden til omsorgsdagen var:
Storemusen skulle til frisør - og have klippet garnet/køllerne, selvom hun så gerne vil have langt hår, ligesom Tornerose (eller Isabella - hvem er nu det af prinsesserne?!?). Så afsted det gik med cykel i s-tog, og ind forbi gamle frisør, men først var vi lige et smut forbi gamle lejlighed (som hun ikke længere kan huske - er det her vi har boet, mor? - ret vildt - vi flyttede i starten af februar i år, og hun kan ikke længere huske lejligheden...), så cyklede vi gennem parken - forbi gamle legeplads, som hun godt kunne huske og forbi gamle indkøbscenter. Vi cyklede også forbi gamle café (som hun godt kunne huske - ret selektiv hukommelse hun har!! Husker legeplads og café, og gamle børnehave, som hun stadig snakker om i ny og næ). Så hyggeligt at cykle gennem byen med stor-snakkende, og storsyngende dame bag på cyklen... Hendes nye favorit sang er den om billen, der er hverken stor eller lille, og sort som silke - den bor i melet, og gemmer sig bag panelet. Jeg er også ret vild med sangen, men kan den stadig ikke udenad...

Egentlig havde vi aftalt at vi skulle spise frokost på café, men efter frisøren ville hun hellere hjem og spille memory (det er vel omsorgsdag for bette-musen) end at spise cafe-mad. Men inden turen gik hjemad måtte vi lige forbi en bager, og købe lækre kager - og så vendte vi cyklen hjemad med s-tog og nåede både kage, memory (jeg fik memory-bank) og et grineflip på gulvet inden vi hentede tiller og tuller. Så denne dag fortjener til fulde fem ud af fem stjerner :)


Karoline, med nyt hår og hendes lyserøde kage :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...