Lidt om en skøn lørdag

Jeg vandt. Den samlede trail cup i 9 km dame #solutrailcupfinalen 

Det var første gang jeg stod øverst på podiet. Fik champagne og en dejlig buket forårsblomster 👍 det var en skøn følelse at stå deroppe. Og smile og glæde sig over at benene kunne leve op til forventningerne der blev skruet op fra gang til gang. 

Løbet i går gik på ingen måde som jeg havde drømt om ellers. Krop og ben fungerede ikke rigtig godt. Pulsen stak af. Ruten var hård og jeg lagde for hårdt ud. Tre runder a 3 km skulle tilbagelægges. Og til forskel fra de andre soul trail løb var der her tre forskellige runder. Den sidste den hårdeste - og når man ellers nyder runderne hvor det at vide “en gang mere op ad denne skod bakke” kan give vinger når sidste gang endelig er klaret - så er det ikke at kende ruten meget sværere løbs-betingelser. Men heldigvis havde jeg så godt et forspring at min nærmeste konkurrent ikke kunne snuppe føringen hvis jeg ellers løb et hæderligt løb (og det gjorde jeg alligevel også selvom krop og ben ik helt ku hvad jeg ville) så jeg kom ind som nr 2 i går og kunne dermed vinde den samlede cup! 

Soul trail løbene er fede. Og jeg kan på det varmeste anbefale dem - fed stemning. Dejlig musik (soul) og skønne ruter her i de Nordjællandske skove! 

Noget om at lade op - min måde og mandens måde...

Vinteren er for os "arbejd meget tid" forstået på den måde, at jeg jo underviser en del - plus "on top of that" er der også de projekter jeg arbejder med "sådan ellers". Derfor fyldes kalenderen meget for tiden.

I onsdags var sådan en dag - hvor man tænker og ved, det her er ikke sundt (og heldigvis har jeg få af disse dage - for hvis der er noget jeg er god til - så er det faktisk at holde pauser, eller tage ud at løbe midt på dagen, når solen skinner og den slags. Nåmmen, onsdag var jeg censor på en af vores uddannelser. Frokostpausen var fyldt med organisations-ændrings info-møder, og om eftermiddagen blev censor-tjansen afløst med et møde om den del af organisationen jeg er havnet i... dvs. jeg kørte en dag på otte timer uden en rigtig reel pause. Og det er absolut ikke godt. Jeg havde aftalt med manden at jeg smuttede ud iført reflex-jakke, løbetøj og ditto sko om aftenen når ungerne var puttet. For det lader op - lufter ud - og gør godt. Så efter eller imens eller før lange dage hopper jeg i løbesko - det gør godt.

Manden ham fandt jeg i kælderen, i den bløde stol, med musik på anlægget og en whisky i glasset - for det er sådan han slapper af, og lader op - ved at (ofte helt ubemærket) tusse ned i kælderen for at tænde musikken og drikke en enkelt sjus. Man opdager først han er væk, når musikken spiller. Men jeg tænker det er ok, så længe jeg får lov til at lade op på min måde. Og i aften - vil jeg smide mig på sofaen, sammen med min lydbog af Julie Hastrup (en Rebecca Holm krimi) - og nyde jeg ikke skal andet end at tage boller ud af ovnen her om 20 min, for så er der nybagt brød det går så godt med de blødkogte æg, og den gode kaffe jeg skal ha'

God weekend derude!

Lidt om at efteråret virkelig er på vej...

September er næsten omme, og jeg synes at den næsten kun lige er begyndt - lige pludselig gik dagene, ugerne og nu her på søndag er det allerede den 1. oktober - og efteråret er for alvor rigtig i gang.

Termometeret viste syv grader da jeg kørte på arbejde i morges - det at det (åbenbart) skulle blive så koldt var egentlig ikke helt forbigået min næse (og så alligevel)... for jeg glemte da at pakke lange ærmer til frokostløbeturen i dag. Skoven er pæn nu. Efterårsfarverne er ved at indfinde sig, og luften er skøn og "crispy" lige som den skal være når det er efterår.

Dagens løbetur i frokostpausen var derfor (jf. oven stående forglemsel) i korte ærmer - heldigvis havde jeg vest og 3/4 bukser med. Men både hagl og regn plus lidt blæst gjorde løbeturen til en kold fornøjelse. Så kold at mine arme var fuldstændig stive da jeg kom tilbage efter 6 mega-raske kilometer. For det var simpelthen så koldt - og kulde sammen med udsigten til et dejligt langt bad kan virkelig sætte fut i stængerne - således fik jeg en rask 6 km løbetur på kontoen i dag. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen før ca. 1½ time efter det varme bad - armene fortsatte bare deres stivhed, selvom jeg fik varmet resten af kroppen godt igennem...

Egentlig havde jeg (også) tænkt at svømme openwater i mørke i Esrom sø i morgen aften, sammen med en masse andre tossede mennesker, der også elsker ow - og kage (for der er kage efter svømmeturen) - men jeg synes det er for koldt. I torsdags lagde jeg derfor svømmedragten på hylden for sæsonen, da jeg svømmede sidste tur i år i min dejlige svømmedragt i den skønne fjord. Men det er simpelthen så (og for) koldt - at jeg også her bruger for lang tid på at varme kroppen op igen.

Så frem med de lange rør og de lange ærmer, så mine løbeture ikke bliver ture i fryseren (og dermed sætter fut i det ondt i halsen, som ligesom ikke rigtig vil forsvinde igen...) - men i stedet kan give den tiltrængte pause, som jeg har brug for ca. midt på dagen med mine arbejdsdage med knald på...

Lidt om den vildeste søndag - på tur gennem Kbh's gader...

Jeg har løbet endnu et halvmarathon, ligesom sidste september havde jeg tilmeldt mig et løb. Ideen fik jeg under sommerens ualmindelig mange km i løbesko. For hvorfor ikke bruge al den træning til noget?!

Det var næsten ved ikke at blive til noget - for i slutningen af juli og begyndelsen af august sagde knæet stop. På en noget så vederstyggelig måde. En tur til fys'en afhjalp problemet på magisk vis - og samtidig var det en lille løftet pegefinger om at knæ og den slags bevægelige dele på min krop nok ikke kan klare hvad som helst (ihvertfald ikke 110 km i løbet af en måned... - point taken, jeg passer bedre på mig selv nu). Jeg holdt derfor en tre uger lang løbepause, hvor det i stedet blev svømmet en del; og startede langsomt op igen. Og det gav pote (tror jeg) - for knæet holdt, også til de lange ture... og derfor tog jeg ind til København i dag, for at løbe alt hvad det kunne trække.

Det gik også fint - faktisk rigtig godt - indtil omkring mellem 18-19 km, hvor benene ikke kunne mere, der var ikke mere saft i stængerne, ikke mere krudt i batterierne, og jeg følte jeg sneglede mig afsted. Dog kunne jeg lægge en nogenlunde acceptabel tid på den sidste km. Jeg havde lagt for hurtigt ud - det var skide svært (pardon my french) at lade være med at lade sig rive med af løbestemningen og ikke gi gas de første mange km. Jeg lagde en super fem'er tid på lige over 25 min. Den næste fem'er løb jeg på 24 min og en sjat. Der vidste jeg, det her går galt - for det gik for stærkt. Jeg satte farten ned og fik min km tid op på 26 min. Det var dog for sent - for da jeg ramte 18 var kruttet kruttet af og der var ik noget at hente.

Det lyder som om jeg er skuffet - eller havde verdens dårligste løb. Det havde jeg ikke. Jeg havde en fest, nød stemningen, nød hepperiet - nød hver en meter. Nød lykken og tænkte på manden min derhjemme. Satte ting på plads og på hylder, hvor de hører hjemme. Min officielle tid blev 1.50.04. Mit ur sagde 1.49.59. Så ja, jeg er glad, jeg er tilfreds, og især træt. Så næste år, der nailer jeg den - og løber tættere på 1.45 end på 1.50 - det kan jeg og det vil jeg :)