Tålmodighed er ikke ligefrem min stærke side - det kommer til udtryk mange steder - men et sted hvor min tålmodighed eller mangel på samme er udfordret i allerhøjeste grad (og har været det i et stykke tid nu) er naturligvis #voresvandskade... den er ikke helt slut endnu... men det burde den ifølge min tålmodighed være for længst.
Jeg beundrer manden for hans tålmodighed og virkelig store venlighed overfor håndværkerne. Med stadig venlighed ringer han og hører, hvornår mon vvs'eren kommer igen. Eller maleren, eller elektrikeren eller mureren for den sags skyld. Jeg ville selv nok ha været lidt mere stram i betrækket i mine opkald. Jeg tror det er godt det er manden der ringer, for jeg tror næppe at man opnår noget med manglende tålmodighed hos håndværkerne.
Det er lidt det samme med børn, her er det også vigtigt at mønstre tålmodighed, og sjovt nok er jeg også udfordret lidt her. Derfor øver jeg mig - og har efterhånden en del strategier for hvordan jeg kan 1) etablere kontakt så poden lytter; 2) formidle budskabet uden alt for mange ord; 3) gentage x antal gange - her har jeg opdaget at ord er fjenden, mange ord er den store fjende - så derfor gentager jeg ofte kun "taske" hvis den skal tømmes eller "madpakke" for poderne ved udemærket godt hvad det drejer sig om de har glemt eller "glemt"... Så poderne er lige pt. i træningslejr. Eller er det mere deres mor?! Eller måske begge. Jeg træner min tålmodighed og diplomati - mens poderne øver sig i at lytte (og ikke udfordre moderens tålmodighed konstant og evig og altid).
Tålmodigheden bliver iøvrigt også udfordret på anden vis - fx når jeg selv synes at jeg ikke er hurtig nok til at tømme kælderens uanede mængder flyttekasser. Men det er en anden historie, som jeg tror jeg passende kan fortælle om en af de næste dage - cliff-hangeren er "nænsomhed over for egen formåen"... Glædelig lørdag derude :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar