Jeg havde ellers øvet mig i at tænke - det her er 'bare' tanker; realiteten er en anden - og så se på hvad realiteten er. Men det var som om at denne øvelse ikke rigtig ville virke denne gang. Så humøret fik et dyk nedad som jeg beskrev igår. Også selvom (eller på trods af) at der er så mange ting at glæde sig over - kunne jeg ikke genfinde positiviteten - eller jo jeg kunne, men den forsvandt igen ligesom når sæbebobler sprænges - alt for hurtigt, og bum, så var det triste humør der igen.
Men [for der er jo ofte et men et eller andet sted] så havde jeg (heldigvis) et møde med min Phd. vejleder igår. OG der kom vi til at tale om tidsplanen op til den store afleveringsdag den 1.4.2015 og jeg fortalte om mine bekymringer og nogle stress-symptomer - og at jeg synes det hele var så uoverskueligt og meget mere, at jeg faktisk var ret ked af det. OG så skal jeg da lige love for, at ham min vejleder tog arbejdshandskerne på, og fik rystet mig godt og grundigt - for han sagde m a n g e gange og meget t y d e l i g t at der var absolut INGENTING - som i i.n.g.e.n.t.i.n.g. at bekymre sig om - jo hvis du stadig sad og fedtede rundt i artikel 2, nu så ville jeg da være alvorlig bekymret, men du har indsendt artikel #2 og er halvvejs i artikel 3, og har skrevet en masse rå-tekst til dit omslag* så der er da virkelig absolut ingen ting at bekymre sig om, og jeg mener det!! og da søde vejleder er fra Nordjylland, og ellers en meget stille mand, gør sådan nogle udsagn noget i mig - at jeg faktisk tror på det! og det gør jeg stadig, og jeg er så lettet - og kan lige pludselig se lyset, også selv om det regner!
Så således opløftet kan jeg med en hel anden sindsro - skrive videre på artikel #3 - og glæde mig over at mine tanker endelig holdt kæft igen, og jeg kan se - realiteten jo faktisk er en hel anden!
* altså ikke mit omslag men afhandlingens, ing?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar