onsdag den 10. oktober 2018

Lidt om endelig at være igang igen med skrivningen...

Jeg har det med at gå rundt om større opgaver som katten om den varme grød. Jeg orker ikke - jeg gider ikke - og går lidt halvhjertet igang, og det bliver hverken til fugl eller fisk - rent faktisk bliver det til intet andet end at tanker om "ugidelighed" vokser sig store og stærke i mit sind. Med andre ord - ting kommer til at fylde i tankerne, og det dur som bekendt ikke. Som i overhovedet ikke.

Således endte en projektevaluering også med at fylde uforholdsvis meget - men nu er jeg endelig i gang. Og det føles godt - og det går lettere end først antaget (lyder også bekendt i mine ører) - der var jo faktisk en del rå-tekst i småbidder rundt omkring - som kan danne udgangspunkt for evalueringsrapporten.

Der var noget tekst fra en vidensopsamling som jeg lavede for et stykke tid siden, der er noget tekst som kan bruges som inspiration fra en Nordisk rapport jeg har skrevet, der er noget tekst fra tidligere arbejdsdokumenter hvor vi havde beskrevet metoden for netop at kunne bruge den i evalueringen - så det ene med det andet - og vupti har jeg de første 10 sider tekst som nu kan arbejdes videre med og som allerede udgør den første tredjedel af den samlede rapport.

Jeg skal have aftalt en sproglig revision, så den er til at forstå og at det sprogligt glider - i starten af november. Og så skal endnu et projekt-møde give lidt input til diskussion og prespektiver i midten af november - jeg skal nok nå det - lige pludselig ser det ihvertfald ikke længere SÅ uoverskuelig ud :)

Så måske kunne jeg minde mig selv om de her refleksioner, når jeg om nogle uger skal ha gang i endnu en større skriveopgave med deadline midt i december...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...