onsdag den 16. december 2015

Status på 2015

Vi er ved at nærme os udgangen af 2015. Og det er ok - selvom jeg egentlig ikke er helt færdig med 2015 endnu. Det måtte gerne blive ved det her år, for det har været et godt år. Et dejligt år med masser af gode ting. Så hvis nu 2015 skulle fortsætte lidt endnu, ville det ikke gøre noget for mig. Samtidig er det også altid dejligt, at et helt nyt og ubrugt 2016 venter lige om hjørnet. Et år der bare venter på at vi fylder det med gode oplevlser og minder.

De her ting har særlig betydet noget for mig i 2015

... at jeg den 8. juni 2015 endelig fik min ph.d. Dagen var den bedste dag, forsvaret gik som jeg havde drømt om og jeg havde overskud til at nyde videnskabelige diskussioner og udfordrende spørgsmål til forsvaret. Når jeg tænker på dagen (som jeg gør nu) bliver jeg fyldt med glæde, og varme helt ned i maven. Den dag og ordene jeg fik med på vejen af søde vejleder, og bedømmerne betyder så meget - og minderne hiver jeg frem i ny og næ, for at mindes denne helt fantastiske dag!!

... at jeg for alvor fik gang i strikkeriet. Jeg har i år virkelig produceret nogle lækre sager til mig selv og til børnene. Når jeg strikker til børnene er det med kærlighed i pindene - og at se dem tulle rundt i hjemmestrik gør mig glad :) at de bestiller nye trøjer strikket af mor gør mig endnu gladere. Strik gør noget godt for mig. Det tvinger mig ned i gear - tvinger mig til at sidde stille og slappe af - og hvor jeg samtidig har mulighed for at gøre noget. Eller jeg får opfattelsen af at jeg gør noget - og derfor er faktisk ok "bare" at sidde og strikke. Efterhånden er det sådan at jeg altid har noget på pindene. Jeg kan simpelthen ikke lade være - og det er vældig dejlig!

... at jeg virkelig på bedste vis endelig føler jeg er kommet ud på den anden side af det hersens "projekt oplad dig selv" og nu har vendt det til "projekt forbliv opladet". Jeg kender min krop. Jeg kender signalerne - og jeg lytter til mig selv. Jeg er gået ned i tid - og har fuldstændig styr på mig selv. Jeg ved hvornår det er ved at blive for meget - og hvornår jeg skal skrue ned. Og den egenskab ville jeg ikke være foruden. Det er noget min rejse fra nede i kulkælderen til op der hvor solen skinner igen har lært mig. Lyt til kroppen, lyt til sindet og nyd alt hvad der nydes kan...

... når jeg snakker om "nyde" så er der jo altid familien - mine tre kærlighedsbørn og manden min - som indtager en stor plads over "ting" der særligt betyder noget for mig. Manden der støtter mig, udfordrer mig og får mig til at grine - nu på snart 11 år. Og kærlighedsbørnene, der alle har taget store skridt op ad selvstændighedsstigen, og bare er sjove - udfordrende - og så dejlige!! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...