Mindfulness udfordring #6 - om taknemmelighed

En udfordring jeg endnu ikke har skrevet om er denne - udfordringen fra den 6. november - bedre sent end aldrig...

Et indlæg der krævede tilløb.

Det har taget lidt tid at tage tilløb til indlægget, primært fordi jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt jeg havde lyst til at dele... Men nu kommer indlægget her - og har besluttet mig for at skrive lige ud af landevejen og lade være med at redigere vildt og voldsomt i indlægget. For det handler om noget oprigtigt, noget af mig og mine tanker. Så hvis du er mere til velformulerede og velskrevne indlæg, kan du altid hoppe af her...

Hvad er jeg taknemmelig for min egen lille familie - mine børn - min mand. Det fylder mig med dyb, dyb glæde, kærlighed og en hel ubeskrivelig følelse af 'noget ubeskriveligt' når jeg ser på mine tre piger, sove, lege - og være sammen. Det føles bare rigtigt, og jeg er så taknemmelig for at de lige hver og en er havnet hos os, og har valgt os som forældre. Storemusen der er lidt mere tilbageholdende, men så enormt kærlig overfor sine to søstre, de to små som gengælder hendes kærlighed som kommer og krammer som er sjove og søde (som jo egentlig ikke er så små længere) - at jeg gik tiden ud med dem, og havde en ukompliceret graviditet - at vi har fået lov til at få tvillinger, at se dem vokse op - sammen og hver for sig - det er jeg taknemmelig for. Så taknemmelig, at hvis jeg tænker på dem bliver jeg varm om hjertet, på en helt, helt speciel måde.
Jeg er taknemmelig for at jeg har mødt min dejlige, sjove, udfordrende, omsorgsfulde, fjollede, kærlige mand. Som jo også samtidig er den mest omsorgsfulde, sjove, og kærlige og fjollede far til vores tre piger. Manden som jeg kan stole 100% på, som udfordrer, bestemmer, snakker, snyder når vi spiller spil, som kan få mig helt derud hvor jeg eksploderer, men som også kan holde mig ud, med mine fjolletheder, særegenheder, og min historie, som jeg kan se mig selv sammen med resten af mit liv. Jeg elsker at snakke med ham, han giver mig det modspil jeg har brug for - og jeg kunne ikke forestille mig at leve uden ham.
Det var de to ting i det nære, min hverdag der betyder aller mest. Så er jeg også taknemmelig for, at jeg har en skøn familie, jeg er taknemmelig for jeg har en sød mor, en dejlig stedfar, en god far, og nogle gode, sjove og udfordrende (på den gode måde, forstås) søskende - mine bedsteforældre, jeg er taknemmelig for at vi som familie fungerer - der er harmoni, og vi kan have det sjovt sammen. Vi vil hinanden det godt. Og det er jeg taknemmelig for. Så min familie som helhed, hver og en - betyder noget for mig, og min lille familie, som jeg er taknemmelig for.
Jeg er taknemmelig for at vi er sunde og raske, at jeg har et godt og fleksibelt arbejde, at vi er glade sammen og at vi har en økonomi der hænger sammen, så vi har råd til at gøre hvad vi har lyst til - stort set.

Det er rigtig dejligt at være taknemmelig - men jeg skal huske at være taknemmelig, for det er ikke altid jeg kan se, alle de utrolig fantastiske værdier jeg har i mit liv. Det handler om overskud, om at stoppe op - om at reflektere, og tænke over alle de enormt berigende mennesker jeg er omgivet af - og være taknemmelig for at vi - selvom livet engang imellem raser forbi os med mindst 110 i timen, eller vores nattesøvn bliver afbrudt af tre trutter der synes de sover bedre i vores seng, eller vi synes nu skændes de (og vi) alt for meget - så er der så uendelig meget vi kan være taknemmelige for. Det handler om - for mig - at åbne for tunnelsynet, og stoppe op, så jeg kan se - hele billedet i fuld farve, for jeg så meget jeg er taknemmelig for.