Det bange barn

Da vi i søndags besluttede at fortælle Storemusen om hvad der var sket langt væk i Frankrig troede vi vi gjorde det rigtige. Det har vist sig at vi gjorde hende en bjørnetjeneste. For vores udgangspunkt havde været at vi hellere selv ville fortælle hende ultra ultra light-versionen om weekendens begivenheder end at hun opsnappede nyheder i radioen eller i skolen (for alle Storemusens veninder har store søskende.) - hun har opsnappet nyheder hist og pist - men ellers har vi egentlig kun opnået at gøre hende bange. Rigtig bange. Så bange at hun nu tror at de onde kommer ind i lejligheden og skyder hele familien. Og smutter igen. Jeg bad hende om at tegne hvad hun var bange for. Så hun tegnede en tegning og forklarede hvad der skete - og satte tal på begivenhedernes rækkefølge. Det går mig ked af det. Jeg og vi har nok overvurderet behovet for "det oplyste barn" som jeg skrev om den anden dag. 

Og nu - tja vi kan jo hverken gøre til eller fra. Vi kan ihvertfald ikke trække snakken tilbage. Sket er sket. Vi kan berolige. Skabe trygge rammer og rumme angsten og frygten. Så hun sover inde ved os. Hun putter og vi krammer alt hvad hun har behov for - netop for at give tryghed og kærlighed. Men inderst inde er jeg rigtig ked af at vi endte med at fortælle hende om det. For man kan jo ikke igang selv rumme ondskaben og konsekvenserne af Det der skete i Frankrig for en uge side.  Hvordan skal en næsten 7-årig så?!